Schmeichel: Leicester-succes er ligegyldig
Keeperen kan ikke overføre sin klubmæssige succes til landsholdet.
Manden med nummer 1 på ryggen, Kasper Schmeichel, nyder stor succes med sin klub Leicester, der pt. er treer i Premier League. Men keeperen mener ikke, at hans succes på klubholdet er afgørende for også at kunne levere på det danske landshold.
»Jeg tror, at det er vigtigt og altid dejligt for alle spillere at have succes på klubholdet også. Men det er to vidt forskellige hold, og vi har en anden filosofi og måde at spille på her på landsholdet, end vi har hjemme i klubben,« siger Kasper Schmeichel.
At den klubmæssige succes for en målmand ikke kan overføres til landsholdet, er dets målmandstræner, Lars Høgh, dog ikke enig med Kasper Schmeichel i.
»For mig er kodeordet selvtillid. Det er klart, at hvis man kommer med succes fra sit klubhold, bringer man det med sig. Men Kasper er stærk mentalt, så lige netop hos ham vil udsvingene måske ikke være så store alligevel,« siger Lars Høgh.
»Men der ville stadig være et oprydningsarbejde, som skulle startes op, for at han ville kunne være 100 pct. klar mod Sverige, hvis han f.eks. kom fra at have spillet tre kampe, lavet fejl i dem og måske kostet et mål,« fortsætter Lars Høgh.
Sverige har ikke scoret mod Danmark i de seneste fem opgør imellem de to lande, men ifølge Kasper Schmeichel er den statistik ikke meget værd i de to playoff-kampe om at komme til EM mod Sverige lørdag og næste tirsdag.
»Absolut intet. Overhovedet. Det er fortid. Vi står over for, at begge hold sindssygt gerne vil med til EM. Vi er topmotiverede, og det går jeg ud fra, at de også er, så alle de kampe, der har været i fortiden, tæller ikke nu,« siger Kasper Schmeichel.