Fortsæt til indhold
Fodbold

Spaniens landstræner Vicente del Bosque ser ikke David de Gea på landsholdet uden spilletid i Manchester United

Det bliver mere end svært for den spanske målmand David de Gea at komme med til EM i Frankrig næste sommer, hvis han ikke spiller for Manchester United. Det siger den spanske landstræner Vicente del Bosque

Man kan ikke fortænke Manchester Uniteds spanske målmand David de Gea i at være både sur, tvær og indebrændt på en og samme tid.

Udsigten til at spille fodbold på højeste niveau i det kommende år fremstår nemlig temmelig tåget efter forløbet med hans mislykkede klubskifte til Real Madrid.

Først røg han på bænken hos sin engelske klub ved sæsonstarten i Premier League, da manager Louis van Gaal stillede spørgsmåltegn ved sin unge målmands lyst og engagement til at vogte målet, da spekulationer om et klubskifte til Real Madrid for alvor tog fart.

Senere skulle det så vise sig, at der slet ikke kom en handel i stand, da de to klubber mandag aften i Madrid åbenbart havde svært ved at styre både de nødvendige dokumenter samt holde øje med uret, således at deadline for spillerhandler blev overskredet.

For at gøre ondt værre har den spanske landstræner Del Bosque nu meldt ud, at han anser det for at være meget svært for David de Gea at stå i målet for det spanske landshold, hvis han ikke spiller regelmæssigt for sit klubhold, og dermed risikerer den 24-årige målmand at gå glip af EM i Frankrig næste sommer

"Hvis David de Gea ikke spiller for Manchester United, bliver der meget svært at udtage ham til landsholdet til EM i Frankrig," siger Vicente del Bosque til den spanske sportsavis La Marca, som ikke har talt med sin unge målmand om hele forløbet.

"Hvis der er behov for at tale om det, gør jeg gerne det. Men han må tage tingene som en professionel og komme videre," siger den spanske landstræner.

Real Madrid anfører og landsholdets midterforsvarer Sergio Ramos opfordrer De Gea til at rejse sig igen og gøre sit bedste.

"Sådan er fodboldverden og handler. Han har haft en turbulent sommer, men engang imellem må man gennemgå svære tider og acceptere tingene, som de er," siger Sergio Ramos til den engelske avis The Mirror.

David de Gea kan håbe på, at manageren i Manchester United igen vælger at satse på sin spanske målmand, men det kan blive svært, da Manchester United nuværende førstekeeper Sergio Romeo hidtil har gjort en god figur i målet.

Hovedpersonen var tavs som en østers, da han tirsdag morgen ankom til det spanske landsholds træningslejr, hvor holdet er ved at forberede sig til de to kommende EM-kvalifikationskampe mod Makedonien og Slovakiet.