Fortsæt til indhold
Fodbold

Manchester United: Ikke vores skyld, at David de Geas aftale med Real Madrid kuldsejlede

Real Madrid og Manchester United skændes om, hvem der har skylden for, at David de Gea alligevel ikke vender hjem til Spanien for at stå i målet for Real Madrid.

Spekulationerne om David de Geas skifte fra Manchester United til Real Madrid kan vel bedst sammenlignes med en sæbeopera, hvor boblen brast i sidste øjeblik.

Tilbage står, at den 24-årige målmand alligevel ikke vender hjem til Spanien for at stå på mål for Real Madrid, og nu skændes de to store fodboldklubber om, hvem der bærer skylden for, at de nødvendige papirer ikke var på plads mandag aften, da uret tikkede mod midnat og deadline for spillerhandler.

I flere spanske medier er udlægningen, at det var Manchester United, der kom for sent med nogle dokumenter, og at Real Madrid vil nu bringe sagen videre til Uefas udvalg for spillerhandler.

Klubben mener at have bevis for, at den havde alle de nødvendige papirer i orden, og at englænderne først afleverede deres dokumenter til det spanske fodboldforbund 28 minutter efter deadline mandag midnat.

Men Manchester United afviste tirsdag, at klubben bærer skylden for sammenbruddet og det kontraktløse udfald af handlen til omkring 290 mio. kr., som skulle bringe David de Gea til Madrid og Keylor Navas den modsatte vej.

Fra Old Trafford er meldingen, at klubben havde sendt alle de nødvendige dokumenter gennem Uefas transfersystem, og at den har bevis for sin påstand. Desuden mener Manchester United ikke overraskende, at den spanske storklub bærer skylden for den kuldsejlede aftale.

Real Madrid vil nu føre sagen videre til Uefa, men statistikken er imod spanierne. Det er aldrig tidligere lykkedes for en klub at få medhold i en sag om en forsinket transferaftale.