Fortsæt til indhold
Fodbold

Balottelli skred fra træning for at få en ny mobil

Lederne i Liverpool FC er mere end glade for at have lejet den italienske angriber ud til AC Milan.

Mario Balotelli har knapt forladt Liverpool FC, før røverhistorierne vælter frem.

4 mål i 28 kampe var ifølge mange eksperter grund nok til, at den engelske traditionsklub havde travlt med at skille sig af med den italienske angriber, men det sølle udbytte til gengæld for en købspris på 160 mio. kr. førte ikke alene til beslutningen om en skilsmisse.

I en lang artikel beskriver avisen Liverpool Echo, hvordan Mario Balotelli gang på gang provokerede sine arbejdsgivere ved at løbe fra alle løfter om at forbedre sig og ikke levere den ene skandale efter den anden som i sine tidligere klubber.

Blandt de mere finurlige var en hændelse med en mobiltelefon.

I færd med at klæde om inden træning skal Mario Balotelli have opdaget, at en holdkammerat sad og rodede med en IPhone 6, der på det tidspunkt netop var blevet frigivet. Synligt imponeret gik Mario Balotelli ud på træningsbanen, men begyndte at klage over smerter i den ene lysken få minutter inde i opvarmningen og gik tilbage til omklædningsrummet.

Dér sad han stadig, da holdkammeraterne var færdige med dagens arbejde, men han var nu udstyret med et kæmpe smil og flere IPhone 6-telefoner, som han havde fået en af sine mange lakajer til at hente.

Problemerne med lysken var tilsyneladende glemt for længst, og sådan kan Liverpool Echo præsentere flere anekdoter, der alle har manglende arbejdsiver og manglende situationsfornemmelse som omdrejningspunkt.

Han hang ud med et kæmpe slæng af kammesjukker til langt ud på natten før vigtige kampe, tøvede ikke med at lade holdkammerater vide, at han trods flere måneders samvær ikke anede, hvad de hed, og for øvrigt også var ligeglad.

Det uundgåelige facit blev, at Liverpool FC var desperat efter at få ham smidt langt væk 12 måneder efter at have hentet ham som afløser for Luis Suarez. Dengang var Mario Balotelli ganske vist ikke førsteprioritet, manager Brendan Rodgers nægtede sågar på et pressemøde overhovedet at overveje ham som en mulighed, men 30 mål i 54 for AC Milan fik alligevel englænderne til at betragte investeringen på 160 mio. kr. som rimelig.

Faktisk kaldte Brendan Rodgers købet for en »kalkuleret risiko«, men efter at have bragt det bedste frem i problembarnet Luis Suarez måtte nordireren altså erkende, at en opgave også kan blive for stor.

Den sandhed har andre også luret, derfor måtte Liverpool FC hurtigt opgive at sælge ham i dette transfervindue, og AC Milan har af samme grund fået lov at råde over ham i den kommende sæson uden at skulle betale leje og har endda fået ejerne til stadig at betale en stor del af Balotellis ugeløn på 900.000 kr.