Skal AGF score tre mål for at vinde?

De fleste, som har betalt for at se en fodboldkamp med AGF i denne sæson, er næppe uenige: Underholdningen er i top. Mål bliver der scoret i AGF’s kampe, i begge ender faktisk, og efter seks runder er det værd at notere sig, at AGF i fire af kampene har lukket to mål ind. At det i tre af opgørene alligevel er lykkedes at vriste point ud af anstrengelserne, siger noget om, at AGF’s evner som angrebshold er blevet meget bedre.

Men selv for spillere, som vil frem og score mål, er det hårde odds, at der i hver kamp skal laves tre mål, hvis man vil vinde. Det er ikke holdbart i længden.

Sidste sæson, nede i 1. division, havde AGF i høj grad fokus på, hvordan bolden skulle behandles oppe på modstandernes halvdel. Spillemæssigt var AGF overlegen i flere faser af kampene, hovedparten af modstanderne stillede sig ned og ventede på, at AGF skulle frem, så de kunne lukrere på fejl i opspillet. Så AGF kunne øve sig, blive bedre til at trille bolden derhen, hvor der viste sig at komme åbninger. Rum, som det kaldes. Øvelserne har virket. Det kan man se. AGF laver mange mål, flotte mål, mål fra forskellige positioner og efter vidt forskelligt opspil.

Nu skal holdet for alvor i gang med næste fase for at finde fodfæste og balance i Superligaen. I moderne fodbold er det ikke kun forsvarsspillere, der skal forsvare målet. Det er hele holdet. Men roen og sikkerheden skal komme nede fra de to midterste forsvarsspillere, og på det område ser det ud til, at træner Morten Wieghorst fortsat leder efter den mest effektive duo.

I tre kampe har Jens Jønsson og Adrian ”Piscu” Lopez dannet makkerpar, i to kampe har Jens Jønsson spillet sammen med kroaten Josip Elez, mens Elez og Lopez har fået en kamp sammen; den som AGF tabte 2-3 mod AaB, da Jens Jønsson skulle flyttes op på midtbanen.

Hvad er filosofien?

I den ideelle verden spiller de samme fire i den bageste kæde i næsten alle kampe. Men spillere bliver skadet, de får karantæne, de mister form, og samtidig kan det jo også tænkes, at Morten Wieghorsts filosofi handler om at benytte de spillere, som passer bedst til opgaven fra kamp til kamp.

Som da han tilførte backkæden mere fysik og højde ved at spille med Alexander Juel Andersen som højre back mod FC København i stedet for den noget lavere Dino Mikanovic. Eller da træneren mente at have mere gavn af Jens Jønsson på midtbanen mod AaB frem for i forsvaret.

Mange og hyppige ændringer hos de fire bageste på et fodboldhold vil alt andet lige resultere i øget risiko for fejl. Den indbyrdes forståelse kan selvsagt ikke være så god, hvis der bliver byttet for meget ud, og hvis der er et sted på et hold, hvor aftaler er vigtige, er det i forsvaret.

Nu skal det ikke fremstilles, som om at det er alarmerende, at AGF slipper mål ind. Ikke så længe, at holdet plaffer flere ind i den anden ende. Men der vil komme kampe og perioder, hvor idéerne og effektiviteten kan tørre ud, og så skal pointene hives hjem via et defensivt fundament.

AGF, som er placeret på en femteplads med 9 point, har sluppet 10 mål ind i seks kampe, og i hvert fald tre-fire af dem ville træner Morten Wieghorst gerne have undværet.

Både OB og AaB fik forholdsvis uhindret lov til at score efter et frispark, der blev løftet ind i AGF-feltet, headet ned foran et passivt forsvar. Den slags kan et forsvar arbejde på at forhindre, for det drejer sig om at holde aftaler ved dødbolde.

Mål bliver ofte scoret efter fejl hos modstanderne, og dem har AGF også et par stykker af på samvittigheden. Jens Jønsson kludrede gevaldigt, da Brøndby fik udlignet til 1-1 i sæsonens første kamp, og nogle uger senere forærede Dino Mikanovic bolden til AaB’s Rasmus Jönsson, som spurtede op og scorede. Mod FC København glemte en midtbanespiller at følge med Thomas Delaney ind i feltet, da FCK kom på 2-1.

Den type fejl kan også minimeres, men helt undgå fejl kan ikke lade sig gøre. En del af filosofien i AGF er netop at turde spille bolden rundt, også tæt på modstandere, der kommer i hårdt pres. Det kræver koldblodighed, det kræver god teknik, og det kræver omtanke.

Lidt for høj risiko

Mod FC København spillede både Jens Jønsson og Josip Elez med høj risiko, og det kostede blandt andet et frispark, som FCK scorede på. Og i anden halvleg havde et par unødvendige boldtab.

Men spørgsmålet er, om ikke spillere, der tager chancer, er det, som AGF-holdet skal leve af.

I alt for mange sæsoner har den typiske AGF-forsvarsspiller fået at vide, at alle fifty-fifty-bolde skal høvles hurtigst muligt ud over sidelinjen. De tider er forbi.