Fortsæt til indhold
Fodbold

Wieghorst: Det var ikke farten, der dræbte os

AGF havde endnu en ny forsvarsopstilling, og den blev der scoret tre mål mod.

Morten Wieghorst har forsøgt flere forskellige løsninger i AGF’s midterforsvar, hvor Alexander Juhl Andersen, Jens Jønsson, Josip Elez og Adrian ”Piscu” Lopez har været blandet i forskellige kombinationer, men altid med Jens Jønsson som den ene.

I 2-3-nederlaget til AaB forsøgte AGF-træneren sig med Elez og Piscu, men den løsning var et nødvendigt onde, da Jønsson blev sendt op på midtbanen på grund af Daniel A. Pedersens skade.

»Jeg synes, at midterforsvaret gjorde det godt, men vi ved jo godt, at Piscu ikke har Jens’ fart. Selvfølgelig er der detaljer i spillet, som vi skal arbejde med, som hvordan vi løser de forskellige defensive situationer, men jeg synes ikke, at vi som sådan blive udstillet på manglende fart. Det er ikke det, der dræber os, men vi vidste godt, at det ville være en anden måde at spille på, fordi Jens giver os noget mere fart. Men der var en ting, der skulle løses på midtbanen, da Daniel A. Pedersen ikke kunne spille, og den her model var den bedste for os,« sagde Morten Wieghorst.

Men hvad dræbte jer så?

»Først og fremmest at vi starter anden halvleg, som vi gør og ikke kan forsvare en standardsituation bedre og kommer bagud 2-1. Og så laver de det tredje i en situation, hvor vi selvfølgelig også skal forsvare bedre. Vi skal ikke lave en fejl,« sagde Morten Wieghorst om situationen, hvor Dino Mikanovic spillede bolden for fødderne af Rasmus Jönsson, der løb ned og scorede i en situation, hvor forsvaret manglede speed til at dæmme op for ham.

For Jens Jønsson betød rokeringen, at han kom op på den plads på midtbanen, som han så gerne vil spille. Men han ville ikke ind på situationen, hvor han måske bliver hentet tilbage til midterforsvaret, når Daniel A. Pedersen bliver klar.

»Det må Morten bestemme. Folk kender godt min holdning, det gider jeg ikke uddybe igen. Morten bestemmer, hvordan pladserne bliver besat. Jeg synes, at det gik fint for mig på midtbanen,« sagde Jens Jønsson.

Hvordan synes du, at forsvaret klarede sig?

»Jeg skal ikke dømme over andre, men det er klart, at tre mål ikke ser godt ud, men jeg synes, at der er gode ting at sige om forsvaret også. Det første mål blev vi spillet inden om, og de to andre er jo tæt på foræringer. Den ene var vi slet ikke klar, og det tredje var sidste mand, der tabte bolden.«

Men så kunne man også påstå, at der manglede en hurtig mand i forsvaret?

»Jo, men hvad med alle de indlæg, der blev slået ind? Kunne jeg have headet dem væk? Det er jo ikke min styrke, så er det hvis og hvis, men jeg kan godt følge tanken,« sagde Jens Jønsson.

Artiklens emner
AaB
AGF