AaB-duo er gode venner uden for banen
Lukas Spalvis og Rasmus Jönsson var en konstant trussel mod AGF.
AaB har i starten af sæsonen kæmpet hårdt med at finde det rette makkerpar på toppen af klubbens 4-4-2-system, men i Aarhus klikkede Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis, og alle tre mål i 3-2-sejren blev scoret af de to.
Og måske er det ikke helt tilfældigt.
»Rasmus og jeg er rigtigt gode venner uden for banen, og vi er sammen hele tiden,« sagde Lukas Spalvis efter kampen.
Han har været skadet i over et år, og de to mål var hans første siden comebacket. Den litauiske fodboldspiller har det i øvrigt med at lave to mål, når han først kommer i gang. I Aarhus var det femte gang i AaB-trøjen, at det lykkedes.
»Jeg håber, at det bliver 10 gange. Når jeg får chancen, forsøger jeg selvfølgelig at score, og hvis jeg får to chancer, forsøger jeg at score to gange,« sagde Lukas Spalvis.
Den dobbelt målscorer fik da også ros af AaB-træner, Lars Søndergaard.
»Spalvis er en pågående type. Han viste i dag, at han arbejder ekstremt hårdt, og det kendetegner ham allermest, at han arbejder hårdt, og så kommer han også til chancerne. Han går dybt og kommer ind i feltet. Det første mål var typisk ham. Det er ham, der kommer derind og ikke Jönsson på forreste stolpe,« sagde Lars Søndergaard.
På trods af lørdagens succes, er det ikke sikkert, at AaB-træneren giver genvalg i næste kamp mod OB.
Har du fundet de to, der skal være på toppen i dit system?
»Nej. Jeg har en god situation lige nu. Det er en træls situation, når de ikke scorer – den havde jeg for fem dage siden - men nu har vi en situation, hvor to får scoret, og så har vi Helenius ude på bænken, så på den position er vi godt besat,« sagde Lars Søndergaard.