Fortsæt til indhold
Fodbold

U21-landsholdet kan vinde EM

Pierre Emile Højbjerg kaldte Augsburg ”det rigtige valg”. Men fremtiden er han tavs om.

Ved dagens landsholdssamling i Helsingør var Pierre Emile Højbjerg den mest omsværmede spiller. Og alle fremmødte journalister ville høre om hans fremtidsplaner, men svaret var det samme hver gang:

”I må tale med min arbejdsgiver, Bayern München, eller min agent, Søren Lerby. Andet har jeg ikke at sige om min fremtid,” sagde han med henvisning til sin nuværende kontraktsituation.

Formelt er han Bayern München-spiller, men det sidste halve år har han været lejet ud til Augsburg, hvor han som fast mand spillede en yderst afgørende rolle i klubbens succes. Den lille klub formåede at nå femtepladsen i Bundesligaen, og det giver adgang til Europa League i næste sæson.

”Det var det rigtige valg at skifte til Augsburg. Jeg har fået erfaring med at spille på store stadions og spille fast på et højt niveau. Og i alt er det blevet til 35 kampe det sidste år, hvilket er ganske godt,” sagde Pierre Emile Højbjerg.

Det kan også ses på den tiltro, som Morten Olsen har vist den unge spiller. I en alder af blot 19 år er han allerede en af de centrale spillere på A-landsholdet, men derfor er U21-landsholdet ”ikke mindre vigtigt”.

Officielt er han ikke udtaget til U21-landsholdet – det sker først kl. 15, hvor landstræner Jess Thorup sætte navn på de 23 spillere, som skal repræsentere Danmark ved EM-slutrunden i Tjekkiet.

Men meget skal gå galt, hvis ikke også Pierre Emile Højbjerg er blandt de spillere. Uden at lyde skråsikker, sagde han:

”Jeg kan bruge U21-landsholdet til at lære at spille en slutrunde. Det er en erfaring, som er vigtig for min karriere.”

U21-landsholdet har flere gode individualister, men det gør ikke nødvendigvis et godt hold.

”Det handler om holdet. Et godt angreb vinder fodboldkampe, men et godt forsvar vinder turneringer. Men kan vi fungere som et hold, kan vi gå hele vejen,” sagde Pierre Emil Højbjerg.

Udover Pierre Emile Højbjerg, deltog i alt otte U21-landsholdsspillere ved A-landsholdets træning i Helsingør – heriblandt Victor Fischer og Emil Berggren.

Det danske A-landshold spiller træningskamp mod Montenegro den 8. juni i Viborg forud for den vigtige EM-kvalifikationskamp fem dage senere mod Serbien.

Næste kamp for U21-landsholdet er en træningskamp mod Sverige den 11. juni på Lyngby Stadion.