Hjulmand: Jeg har intet hørt om fyring
Mainz’ danske træner er endnu ikke blevet fyret. Tyske medier skriver, at det sker tirsdag.
Ifølge flere tyske medier bliver den danske Bundesligatræner i Mainz, Kasper Hjulmand, fyret. En ting er dog sikker. Det er ikke sket endnu. Således fortæller Hjulmand til Jyllands-Posten, at han fortsat er træner for Mainz.
»Jeg har selvfølgelig noteret, hvad der står på forskellige tyske medier, men jeg har intet hørt selv. Jeg forholder mig udelukkende til, at jeg skal træne Mainz i morgen (tirsdag red.), og at jeg skal forberede mig til, at vi skal spille lokalopgør mod Frankfurt i weekenden,« siger Kasper Hjulmand.
Både Kicker og Frankfurter Allgemeine skriver, at Hjulmand bliver fyret tirsdag. Kicker skriver, at Mainz forfremmer Martin Schmidt til cheftræner.
Mainz har eller fået en hæderlig begyndelse på forårssæsonen. Klubben er godt nok kun et point fra nedrykningsstregen, men det er sket efter en sejr, en uafgjort og to nederlag. Det første nederlag kom på hjemmebane mod Hertha Berlin, da Mainz fik sin målmand Loris Karius udvist ved stillingen 0-0 efter 32 minutter. Det andet nederlag kom i fredag i Dortmund.
7. februar bragte Jyllands-Posten et interview med Kasper Hjulmand, som blandt andet drejede sig om, hvorvidt hans præstationer i Bundesligaen ville definere hans trænerkarriere samt om hans samarbejde med ledelsen i Mainz. Her er, hvad Hjulmand sagde da.
»Man tager fejl, hvis man tror, at jeg er en toptræner, fordi jeg laver kanon gode resultater i Bundesligaen, eller jeg omvendt ikke kan finde ud af det, hvis det ikke lykkes.
Den gode træner kan være der, selv om samarbejdet ikke viser sig at være godt.«
Er det godt i Mainz?
»Det er for nyt til, at jeg kan sige, at det har stået sin prøve. Der er lavet nogle planer.
De er gode, men handlinger er bedre. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå.«