Eriksen sørgede for Tottenham-sejr med sen scoring
Danskeren sikrede Tottenham en sejr over Sunderland med en scoring to minutter før slutfløjt.
Christian Eriksen blev endnu en gang en sen matchvinder for Tottenham, der lørdag slog Sunderland med 2-1 i Premier League.
Den danske midtbanespiller scorede to minutter før slutfløjt det afgørende mål for Tottenhams værter, da han modtog bolden på kanten af straffesparksfeltet og via stolpen lagde den i mål.
Det er femte gang i denne sæson, at Eriksen scorer sejrsmålet for Tottenham - tidligere har han afgjort kampene mod Southampton, Hull, Swansea og Leicester.
Sammenlagt er det blevet til otte ligascoringer for midtbanestjernen, der sammen med Harry Kane er topscorer for London-klubben.
Det er tilmed blevet lidt af en vane for Christian Eriksen at score i slutfasen, da han i nu tre kampe har sikret sit hold alle tre point med mål lavet senere end det 88. spilminut.
Den 22-årige dansker var allerede efter tre minutter involveret i hjemmeholdets åbningsmål.
Eriksen lagde fra sin position på højrekanten en drilsk aflevering ind i feltet, hvor en Sunderland-forsvarer kiksede i et forsøg på at sparke bolden ud af farezonen. I stedet endte den hos Jan Vertonghen, der drønede bolden i mål til 1-0.
Christian Eriksen havde en god chance for at udbygge Tottenhams føring et kvarter senere, men gæsternes målmand Costel Pantilimon fik afværget danskerens forsøg med en pragtredning.
I stedet for 2-0 til Tottenham fik Sunderland udlignet efter en halv times spil, da svenske Sebastian Larsson på et direkte frispark sendte bolden op i målhjørnet til 1-1.
Den sene Eriksen-scoring betyder, at Tottenham rykker op på Premier Leagues femteplads - 15 point efter topholdet Chelsea.