Fortsæt til indhold
Fodbold

»Vi er faktisk ikke i tidnød i AGF«

Spørgsmål/svar: To nøglepersoner i AGF, bestyrelsesformand og direktør, giver foreløbige meldinger på klubbens planer. Og svarer på kritik fra tidligere træner.

Jesper Engmann

Formiddag, Skanderborg Park Hotel, AGF-direktør Jan Christensen og bestyrelsesformand Lars Fournais stiller op til en snak få dage efter, at sportschef Brian Steen Nielsen blev fyret og direktøren selv valgte at fratræde, når en ny er fundet. Det er afmålt tid, det er lige på og hårdt. Man fornemmer travlhed.

Hvor stort et tidspres er I under i AGF?

Lars Fournais:

»Vi er meget i arbejdstøjet, og jo før, jo bedre. Pressen er mere i tidnød end vi er. Vi er faktisk ikke i tidnød. Vi har god tid til at træffe de rette beslutninger. Og vi vil hellere bruge lidt ekstra tid, så vi er sikre. I stedet for at lade os presse til at komme ud med en plan. Vi arbejder hårdt på at få etableret dette nye setup, og når vi er klar til at melde ud, gør vi det. Men det er ikke os, der er så pressede. Vi skal nok stille et hold med 11 spillere og nogen på bænken, det når vi. Det er ikke det. Nu skal vi gøre tingene rigtigt. Vi er i en krisesituation, og det skal vi betragte som et vendepunkt. Vi skal videre med noget, som bærer os den rette vej.«

Starter I helt forfra i AGF?

Lars Fournais:

»Det, vi skal have bygget op, skal være på et solidt fundament. Gerne så solidt, så vi vender tilbage til Superligaen efter en sæson. Vi skal vende tilbage med noget, der er bæredygtigt på Superliganiveau, og så skal vi tage det derfra. Det er det, vi gerne vil. Og hvad det skal indebære, hvordan skal det nye AGF defineres? Hvad vil vi i relation til holdninger, ledelsesstil, fodboldstilen, passende spillertyper, den slags. Det skal vi have på plads.«

Har I ikke en deadline?

Jan Christensen:

»Vi står med en fodboldtrup, hvor nogle har kontraktudløb og andre har kontrakter. Udgangspunktet er, at dem med aftaler, de fuldfører deres kontrakter. Kontrakter går to veje, og det ved fodboldspillere også godt, selv om nogen af dem – kan vi se i pressen – synes det er sjovere at spille i Superligaen frem for 1. division. Men der et godt stykke tid, til turneringen begynder. Vi behøver ikke at have det fulde hold klar, når de møder til træning igen. Vi vurderer, at det er vigtigere, at vi får de rigtige ledere ind til at drive fodboldholdet, og de kan være med til at påvirke holdet, der skal spille. Jeg har jo konstitueret mig selv i Brian Steen Nielsens rolle, men det er ikke for at handle spillere på nuværende tidspunkt. Det er for at fylde tomrummet ud, til vi har de rigtige folk på plads. Og spillerne er på ferie de næste tre uger. En stor del af dem har kontraktudløb, og det er en fantastisk mulighed for de nye ledere. Det skal ikke presse os, vi skal ikke forcere noget. Der bliver masser af spillere i Nordeuropa, som bliver ledige og som bliver sorteret fra i deres klubber, for fodboldøkonomien er ikke nødvendigvis i bedring i Europa. Det er ikke ubetinget en fordel at være hurtig fremme. Dem, der skal skabe succesen, de skal sætte holdet.«

Lars Fournais:

»Det nye setup skal have mulighed til sammen med en sportschef at bygge det op. Det er fase et. Holdet vil blive bygget stille og roligt op i de kommende transfervinduer. Vi skal finde ud af, hvordan vi vil spille fodbold. Så må vi finde de spillere, der passer til det. Det har manglet. Der

Det vil klæde Peter Sørensen, at han kigger lidt mere indad.
Lars Fournais, AGF-bestyrelsesformand om klubbens eks-træner

har manglet en rød tråd i vores måde at spille fodbold på, og det er også det, andre siger til os. Det er svært at se, hvordan AGF vil spille fodbold. Og det skal vi være skarpere på. Det er det, vi skal diskutere med den nye sportslige ledelse. Men når vi så er enige om, at det er sådan, vi skal gøre, så skal de have ro og fred til at udføre det. Så skal der ikke være bestyrelsesfolk, der kloger sig.«

Jan Christensen:

»Da Peter Sørensen kom til, var det veldefineret, hvordan vi skulle tilbage til ligaen. Det så vi på træningsbanen og i kampene. Og det var det de første år. Men så blev det vanskeligt. Det er ikke kun at beslutte, hvordan vi vil spille. Vi skal også sørge for at implementere det. Og at der bliver rekrutteret derefter. Den kultur, det kræver, skal efterleves.«

Har der været problemer med beføjelserne?

Lars Fournais:

»Vi har valgt en model, som man også ser andre steder med en trekant mellem en sportschef, en træner og en administrerende direktør. Om det fortsætter, kan vi ikke sige nu. Men jeg synes jo, at vi har haft et klart beslutningssystem. I sidste ende har Jan Christensen haft ansvaret i samarbejde med Peter Sørensen og Brian Steen Nielsen og med reference til mig. Er det sådan, det skal se ud i fremtiden? Det er en del af vores evaluering.«

Jan Christensen:

»Vi anerkender, at det ikke har været udført godt nok af cheftræneren og sportschefen sammen, og sammen med mig. Hvis det havde været det, ville vi jo ikke være endt i denne situation. Det bliver vi nødt til at fokusere på, det er det største område, vi skal arbejde med. Der er ingen grund til at begynde at tale om navne og hvem har gjort hvad forkert. Det holder vi internt. For os tjener det ikke noget formål at udlevere detaljerne gennem pressen. Vi har lavet en analyse og så arbejder vi videre.«

Er det ikke problematisk, at offentligheden diskuterer de åbenlyse stridigheder omkring beføjelser mellem Peter Sørensen og Brian Steen Nielsen?

Jan Christensen:

»Vi har ikke været dygtige nok til at få det til at lykkes. Det har også noget at gøre med de mennesker, vi har haft ansat, og naturligvis deres samarbejde. Det tager jeg ansvaret for.«

Men det må have fået jer til at reflektere over, hvorfor der var en konflikt mellem de to?

Jan Christensen:

»Det har vi også gjort.«

Lars Fournais:

»Sådan er ledelse, det sker også i andre virksomheder. Det er direktørens opgave at få balanceret tingene, og det har Jan været den, der skulle gøre. Var vi lykkedes, ville det ikke være blevet en sag for pressen.«

Jan Christensen:

»Set i bakspejlet skulle vi have gjort noget anderledes. Også noget tidligere. Men man kan ikke lede i bakspejlet. Jo, der er en stor erkendelse fra vores side om, at det ikke er lykkedes. Sådan er det. Men det betyder ikke, at man ikke kan have samme struktur i fremtiden. For den kan fungere andre steder, og så kan den også i AGF.«

Peter Sørensen bliver ved med at kritisere. Det forfølger jer?

Jan Christensen:

»Vi har været gode til ikke at lade andre end os selv tage beslutningerne. Vi er relativt robuste i forhold til, hvad omgivelserne har sagt. Det har været et mantra hos mig og bestyrelsen. Det er ikke pressen, der driver AGF. De har håneretten, når det ikke går. Nej, det påvirker ikke os, hvad pressen skriver.«

Heller ikke de meldinger, der kommer efterfølgende fra den tidligere træner?

Jan Christensen:

»Jeg kunne se, at anfører Steffen Rasmussen har taget bladet fra munden.

Hvis jeg ikke passer på, kan jeg løbe efter presse og fans og selvudnævnte eksperter, mandagstrænere, og bruge hele min tid på at forsvare mig og klubben.

Så lykkes man i hvert fald ikke. Derfor siger vi: Peter er et overstået kapitel. Vi bliver ikke en bedre fodboldklub ved at svare på, hvad Peter synes.«

Lars Fournais:

»Det, jeg vil sige, er: Normalt, når man skilles med en leder, siger man:

Vi har været sammen om et kapitel. Det, der er sket, bliver mellem parterne. Det var der en aftale omkring med Peter. Den har vi tænkt os at overholde, og det har vi gjort, og det bliver vi ved med. Det eneste, jeg vil sige, når nu Peter er fremme, det er: Det vil klæde Peter Sørensen, at han kigger lidt mere indad, er lidt mere selvkritisk og ikke bare giver udtryk for, at alle omkring Peter Sørensen har været jubelidioter, for det er faktisk det, han siger. Det er ikke klædeligt. Og så vil jeg ikke sige mere om den sag.«

Jan Christensen:

»Vi havde ikke en skriftlig aftale om det, men vi aftalte, at årsagen til hans stop var manglende resultater. Andet var der ikke grund til at komme ind på. Er vi enige om det, Peter? Jo.«

Lars Fournais:

»Det er et jysk håndslag, og det er nok for os. Det holder vi fast i.«

Jan Christensen:

»Det er ordentligt, og det tjener os ikke at bruge tid på andet i vores situation.«

Hvor står AGF lige nu?

I ledelseskaos?

Lars Fournais:

»Kaos er ikke noget, vi har sagt. Vi er i en krise, og derfor er bestyrelsen trukket i arbejdstøjet. Vi er i fuld gang. Vi mangler en administrerende direktør og en sportschef. Det er det faktuelle.«

Og en træner?

Lars Fournais:

»Og en træner, ja, ja. Men vi har en. Vi mangler ikke. Der kan jo trænes i morgen, hvis de vil. Vi mangler de to andre ledere først. Hvordan skal de erstattes?

For ikke bare at kaste os hovedløst ud i det, så går vi gang med at finde ud af, hvilke typer vi vil have. Vi er i en konstruktiv arbejdsproces, som nok skal føre frem til, at vi kommer med en plan, der skal være så bæredygtig, at den skal skaffe os tilbage til Superligaen. Men den skal gøre det på et andet fundament end det, vi rykkede ned på. Det er ikke kun penge, der gør det. Vi skal have fat i andre aspekter.«

Hvilke andre aspekter tænker du på? Er det klubbens kultur?

Lars Fournais:

»Ja. Vi er også i bestyrelsen blevet præsenteret for, hvordan vi skal spille fodbold. Vi må se på det igen. Er der den tilstrækkelige hvide tråd i det?

Gennemsyrer det hele organisationen? Ved alle trænerne, at det er sådan vi skaber spillere? Det må vi spørge os selv om. Og det skal vi have kortlagt. Og hvis det ikke er sådan, så må vi gøre noget ved det.«