»Et godt miljø og hårdt arbejde«
Interview: Jesper Fredberg, ny AGF-træner, har et altoverskyggende mål i foråret. AGF må ikke rykke ned.
En lille uges tid i jobbet som cheftræner, en meget vigtig kamp, en endnu vigtigere sejr, masser af møder, og så lige en reserveholdskamp i Aalborg. Jesper Fredberg er blevet smidt direkte ind i Superligaen, om få dag venter en kamp mod AaB, en modstander, der var så elskværdig at spille AGF ud af brættet med 1-4 i pokalen i onsdag.
Et nederlag, der katapulterede Jesper Fredberg ind som chef, da den tidligere, Peter Sørensen, blev fyret.
Jesper Fredberg, 32 år, har indtil videre ansvaret som AGF-træner i foråret. Hvad der skal ske, om klubben vil ansætte ham fast til sommer, er endnu ikke afgjort.
Hvad er indtil videre den største forskel på at være assistent og cheftræner, Jesper Fredberg?
»Medierne, og så at jeg får lov til at sætte mit eget præg. Jobbet som assistent var også spændende, men nu kan jeg præge holdet med mine egne ideer. En assistent skal primært hjælpe træneren og være 100 procent loyal, men selvfølgelig også være djævelens advokat og stille de ubehagelige spørgsmål. Selv har jeg Casper Bugge (AGF’s talenttræner, red.) med til vores træninger, og desuden rådfører jeg med Martin Jørgensen.«
Hvad er dit mål med forårets kampe?
»Det altoverskyggende for os er, at vi ikke skal rykke ned. Og det mål tror jeg på, at vi kan nå. Men vi skal også udvikle spillerne og holdet, arbejde hårdt og have det sjovt samtidig.«
Med sejren over Sønderjyske handler det vel om en topplacering for AGF?
»Nej. Vi vil gerne med i toppen, selvfølgelig, men det er ikke der, vores fokus er. Vi har lige sat en proces i gang. Inden kampen mod Sønderjyske sagde jeg til spillerne, at den kamp ikke ville tegne et billede af vores forår, for der er 13 kampe tilbage.«
Har du en bestemt grundfilosofi som træner?
»Jeg har en filosofi, der er klar i alle spillets facetter. Men noget af den skal bygges op fra bunden. I øjeblikket tager vi en kamp ad gangen, så vi tager det med små skridt. Vi har ikke lige en opstart på tre måneder, men vi kan hele tiden lægge til, og det vil vi gøre. Så lige nu er det justeringer. Men på banen passer 4-1-4-1-systemet bedst til det, jeg står for.«
På lørdag gælder det AaB, halvanden uge efter at I tabte 1-4. Kræver det specielle forberedelser?
»AaB er en meget dygtig modstander, som har spillet godt gennem længere tid. Men samtidig med, at jeg mener, at AaB er en uhyggelig modstander, så har vi altså fokus på, hvad vi selv skal udvikle i vores spil. Det er en dejlig mulighed for at få revanche. Jeg glæder mig, og det gør spillerne også.«
Al den fokus på din alder, er du træt af den?
»Ja, egentlig. Om jeg er 32 eller 42 år er vel lige meget. Erfaring kan man ikke læse sig til, men jeg har efterhånden været fodboldtræner i mange år. Desuden har jeg lederuddannelser fra både militæret og politiet, og det har givet mig fine redskaber, når det gælder mandskabsbehandling og håndtering af kriser. Når det gælder livserfaring, har jeg mange år tilbage i mig som træner. Men jeg har selv prøvet at spille, og jeg ved, hvordan jeg gerne vil ledes. På dette niveau handler det om at skabe et godt miljø, og at man lytter til de kompetencer, man omgiver sig med. Og selvfølgelig at træffe beslutningerne på de rette tidspunkter, når man har rådført sig med sin stab.«
Hvor meget tænker du over, hvad der skal ske efter forårets kampe?
»Det smider jeg fuldstændig til side. Jeg har 100 procent fokus på at hjælpe klubben så meget, som jeg overhovedet formår. Jeg vil vise, at jeg er berettiget til at få den tillid, som ledelsen og bestyrelsen har vist ved at give mig ansvaret som træner. Det aspekt betyder rigtig meget for mig.«