"Fodbold-VM kan blive en katastrofe"
Fodboldfesten i Brasilien kan blive en fuser, advarer ekspert i infrastruktur.
Dårlig planlægning og en himmelråbende ringe infrastruktur truer Brasiliens drømme om at skabe rammerne for det bedste VM nogensinde.
VM skydes i gang allerede om et år, men problemerne tårner sig op i sambaboldens hjemland, skriver China Daily.
"Uden god planlægning, reguleringer og øgede investeringer kan VM blive en katastrofe," advarer Gesner de Oliveira, der er ekspert i infrastruktur ved økonomiskolen Getulio Vargas Foundation i Sao Paulo.
Overfyldte lufthavne
Infrastrukturen er det største problem forud for VM-slutrunden.
I de større brasilianske byer kan trafikpropper blive op til 200 km lange, og vejene er ofte i dårlig stand. De seneste 10 år er flytransporten i Brasilien øget med 120 pct. som følge af øget velstand, men lufthavnene har ikke kunnet følge med.
Lufthavnene i Brasilien er notorisk overfyldte, og Gesner de Oliveira frygter, at lufthavnene bukker under for presset, når op mod fem mio. brasilianere og en halv million udenlandske turister flokkes til de 12 brasilianske værtsbyer.
"Uden god planlægning, reguleringer og øgede investeringer kan VM blive en katastrofe."Gesner de Oliveira.
Stadion-tag kollapsede
Den ringe infrastruktur er imidlertid ikke brasilianernes eneste problem.
Seks fodboldstadioner har skullet bygges - eller renoveres - forud for VM-slutrunden, men den proces har været skæmmet af utallige forsinkelser.
Sidste måned kollapsede dele af taget på et stadion i byen Salvador som følge af kraftige regnskyl og "en menneskelig fejl."
15 mia. til investeringer
De mange problemer til trods tror Gesner de Oliveira, at Brasilien "kan tage et stort skridt fremad, klare udfordringen og skabe et anstændigt VM i forhold til infrastrukturen."
Det kræver imidlertid, at man forbedrer infrastrukturen markant inden slutrunden, siger han.
Den brasilianske regering har øremærket 15 mia. dollars til offentlige investeringer inden VM-slutrunden. En analyse fra konsulentfirmaet Ernst & Young og FGV anslår, at disse investeringer vil pumpe 70 mia. dollars ind i den nationale økonomi.