Fortsæt til indhold
Fodbold

Landsholdskomet vil gribe chancen efter fransk lynsucces

Thomas Jørgensen har med lynets hast etableret sig i Frankrig. Nu vil han gøre det samme på landsholdet.

/ritzau/

Thomas Jørgensen er gået direkte ind i startopstillingen hos franske Toulouse, siden han tog skridtet fra Viborg FF i sommerens transfervindue.

Nu står den 20-årige kreatør over for sin mulige landsholdsdebut efter udtagelsen til Danmarks fire kampe i Nations League, som indledes på torsdag på udebane mod Norge.

Jørgensen peger på selvtilliden fra Superligaen som en af forklaringerne på hans korte vej til succes i den bedste franske fodboldrække.

- Jeg har en masse selvtillid, som jeg kunne tage med fra alle de positive spilleminutter og al den læring, som jeg fik i Superligaen.

Den venstrebenede tekniker skiftede fra Viborg til Toulouse i august. Siden er han startet på banen i holdets fem kampe i Ligue 1, hvor han har leveret to mål og en assist.

Foruden selvtilliden i rygsækken tilskriver Jørgensen også velkomsten i Toulouse en stor del af æren.

- Jeg skal falde til, før jeg virkelig kan fokusere på fodboldbanen. Det blev der taget hånd om, siger han.

Klubben stod for alt det praktiske, så Jørgensen kunne passe sit job som fodboldspiller.

- Det var kun på fodboldbanen, jeg skulle lægge mit fokus. Mit eneste job var at forstå taktikken hurtigst muligt og så falde ind, siger han.

Og så har det hjulpet, at den sydfranske klub har dansk islæt.

Jørgensen nyder godt af sine landsmænds selskab i form af cheftræner Jens Berthel Askou, anfører Rasmus Nicolaisen og nytilkomne Casper Tengstedt.

- Det er tre personer, der har hjulpet ekstremt meget, siger Thomas Jørgensen.

Efter en hurtig indkøring trænede Jørgensen blot med sit nye hold tre gange, før han startede inde i sæsonpremieren mod Lyon.

En kamp, hvor danskeren var holdets bedste ifølge landstræner Brian Riemer.

Han troede ellers, at Jørgensen skulle bruge lidt tid til at vænne sig til tilværelsen i Toulouse, men dér tog landstræneren fejl.

- Jeg har set alle hans kampe, og jeg må sige, at han har taget den liga med storm, sagde Riemer til landsholdsudtagelsen.

Riemer udtog også Jørgensen tilbage i juni, da han spillede i Viborg. Dengang blev det dog ikke til debut i rødt og hvidt.

Nu har Riemer igen peget på den letbenede midtbanespiller.

- Det har jo bare vist, at Toulouse var det rigtige valg, når jeg har gjort mig fortjent til at få et opkald igen, siger Jørgensen.

Den potentielle landsholdsdebutant er ikke kommet for at være trupspiller.

- Én ting er, at jeg tager selvtillid med fra Superligaen. Nu har jeg også selvtillid med fra den bedste liga i Frankrig.

- Jeg kommer for at vise mig selv frem og gribe denne chance, siger han.