Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodboldkvinder nærmer sig mændene økonomisk med ny aftale

Ifølge ny aftale vil herre- og kvindelandsholdet fremover få lige store økonomiske bonusser i Nations League.

/ritzau/

Kvinderne på det danske fodboldlandshold kommer til at tjene flere penge på at spille i rødt og hvidt.

Det er en kendsgerning, efter at Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har indgået en ny landsholdsaftale, som beskriver vilkårene for at repræsentere kvindelandsholdet.

Aftalen træder i kraft omgående og gælder til 2029, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra DBU og Spillerforeningen.

Flere af kvindelandsholdets økonomiske bonusser stiger markant i den nye landsholdsaftale, og på flere parametre har man spejlet de tal, der fremgår af herrelandsholdets aftale med DBU.

- Vi er glade for, at vi tager et godt skridt fremad med en ny og forbedret aftale. Vi har haft en god og konstruktiv dialog, som jeg ser frem til at fortsætte om de forbedringspunkter, vi løbende skal se på over de kommende år, siger landsholdsanfører Pernille Harder, som har deltaget i forhandlingerne.

For eksempel får kvindelandsholdets spillere fremover 27.249 kroner for at vinde en hjemmekamp i Nations League. Det er 22.540 kroner mere end tidligere og svarer til herrernes bonus for en sejr i samme turnering.

I netop Nations League er beløbene nu ens for mænd og kvinder.

Mændene er dog stadig et stykke foran på flere andre områder. For eksempel får mændene 47.000 kroner for en udesejr i EM- og VM-kvalifikationen. Her må kvinderne nøjes med 35.583 kroner.

Det er ikke desto mindre en stigning på 30.874 kroner i forhold til kvindernes tidligere landsholdsaftale.

Mændene er desuden langt foran kvinderne, hvad angår bonus for EM- og VM-kvalifikation. Mændene får således 54.231 kroner per kvalifikationskamp, hvis det lykkes at sikre en EM- eller VM-billet.

På denne post må kvinderne nøjes med 4611 kroner. Det er dog en stigning på 1079 kroner i forhold til den tidligere landsholdsaftale.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at det fortsat er et mål at sørge for, at spillerne på herre- og kvindelandsholdet får lige mange penge for deres sportslige præstationer.

Det vil ske, i takt med at indtægter fra tv og præmiepenge i kvindefodbolden stiger, lyder det.

Artiklens emner
Fodbold
DBU