Danmark slog tilbage to gange i tågedisen i St. Gallen
Uafgjort mod Schweiz betyder, at landsholdet nærmer sig et slutspil i Nations League efter en usammenhængende indsats.
Schweiz havde mest travlt.
I slutminutterne stod den 2-2, efter tre nederlag i træk jagtede hjemmeholdet en sejr, men Danmark stod i vejen og fik to gange udlignet schweizernes føring i en diset forestilling i St. Gallen.
Det endte som en uforløst fodboldkamp for begge landshold, der befinder sig blandt de bedste i Europa, men lidt for ofte havde besvær med at vise det tirsdag aften. Fra dansk side var det forfriskende at se hurtigdribleren Gustav Isaksen i første halvleg, samt at Christian Eriksen markerede sig med et oplæg og et mål.
To af de unge fik deres første startplads på landsholdet. I venstre side af midtbanen havde landstræneren peget på Patrick Dorgu, der debuterede mod netop Schweiz i september med et mål, da han blev skiftet ind kort før tid.
Lige bag Rasmus Højlund, der havde afløst Kasper Dolberg som spidsangriber i forhold til 0-1 i Spanien, faldt valget på Gustav Isaksen. Lazio-fløjen har således overhalet Andreas Skov Olsen, Jonas Wind og Yussuf Poulsen på det seneste i kampen om at spille fra start.
Det viste han i den grad i første halvleg, da han flere gange løb uhindret forbi modstanderne og tilmed udlignede den schweiziske føring, da han spurtede fri på Eriksens fine aflevering i dybden. Målet faldt kort efter at hjemmeholdet havde bragt sig foran, da et indlæg fra højre traf et par danskere, inden Remo Freuler fra kort afstand hamrede bolden i mål.
Den danske formation var offensivt anlagt med Christian Eriksen som makker til Pierre-Emile Højbjerg på de to positioner centralt foran tremandsforsvaret. Inden Schweiz kom foran truede danskerne et par gange, oftest i højre side med Alexander Bah og Gustav Isaksen, men også modsat var der friskhed i benene hos Albert Grønbæk og Patrick Dorgu.
Mens aftendisen – eller var det bjerggus? – sneg sig ind over Kybun Park i St. Gallen, fremstod det danske hold i flere faser som det mest skarpe i en livlig fodboldkamp mellem to angrebslystne hold. Det pyntede virkelig på landsholdet med unge letbenede typer i forreste række.
Til gengæld fik en anden af de yngste, Patrick Dorgu, en uheldig hovedrolle, da han kort før pausen begik straffespark, som Zeki Amdouni omsatte til 2-1. På den første bundlinje: Frisk og fint dansk omstillingsspil, men alt for skødesløst forsvarsarbejde, som schweizerne udnyttede uden egentlig at skabe voldsomt store målchancer.
Da Schweiz posterede tre mand helt fremme, kom danskerne i lange perioder til at stå med fem i bageste kæde, hvilket i den grad hæmmede opspillet, og det blev forsøgt ændret fra bænken med en halv time at spille i, da Jens Stage, Andreas Skov Olsen, Jonas Wind afløste Rasmus Højlund, Gustav Isaksen og Albert Grønbæk.
Ændringerne betød, at Christian Eriksen trådte længere frem på banen i venstre side bag den nye angriber, Jonas Wind, mens Andreas Skov Olsen dækkede højre angrebsside. Bagud med et mål var det danskerne, der skulle forsøge at komme tilbage i kampen mod et sejrsultent hjemmehold, der tabte de tre første kampe i Nations League.
Det lykkedes midt i anden halvleg på et tidpsunkt, da danskerne var trængt og ikke kunne få fat i bolden. Andreas Skov Olsen løftede bolden i feltet, hvor anfører Pierre-Emile Højbjerg køligt fandt Christian Eriksen, der roligt lagde bolden i nettet.
Et kvarter før tid brød hovedparten af de 16.182 tilskuere ud i et stort brøl i den tro, at Schweiz havde scoret efter hjørnespark, men bolden havde passeret linjen. Pibekoncert, frustrationer. Samtidig ændrede Danmark igen, da Victor Nelsson gik ud, og ind kom Kasper Dolberg, og samtidig gik danskerne over til at spille med fire i bageste kæde.
Effekten var til at overse, for at forhindre Schweiz i at skabe nærgående forsøg kunne danskerne ikke. Kun takket være konsekvent defensivt arbejde af primært Rasmus Nissen Kristensen og Jannik Vestergaard i slutminutterne, holdt Danmark stand.