OB og Lyngby delte pointene
Et fynsk comeback vendte 0-2 til 2-2 for OB i kampen mod Lyngby.
Begge hold kiggede forpustede og uforløst rundt på stadion i Odense efter mandagskampen i Superligaen.
For godt nok havde OB og Lyngby hentet et point hver efter en hæsblæsende affære, men det ene point ser ikke ud til at være meget værd lige nu for henholdsvis førstnævntes kamp for syvendepladsen og sidstnævntes kamp mod nedrykning.
Det var en kamp, der nærmere bar præg af hård fight og dueller end poleret fodboldspil, og i løbet af de første otte minutter måtte hele fire spillere tilses.
Efter 24 minutter troede OB, at holdet var kommet i front, men et fire minutter langt VAR-tjek viste, at Emmanuel Sabbi, der på målstregen tjattede en bold, der i forvejen var på vej i mål, var offside.
Lyngby var uden karantæneramte Frederik Gytkjær, men det betød mindre, da afløseren, færøske Petur Knudsen, i sin første Superliga-start i sæsonen kom højest på et hjørnespark og pandede udeholdet i front.
Den føring udbyggede Kolbeinn Finnsson kort efter pausen, da han drejede bolden elegant i mål på et langskud til 2-0.
Fynsk comeback
Så kunne Lyngby for alvor skimte AC Horsens over stregen, men lettelsen varede kort, da stortalentet Yankuba Minteh kort efter reducerede til 1-2.
Det så ud til at ryste Lyngby, der mistede grebet om kampen. Midtvejs i anden halvleg pegede dommeren på straffesparkspletten, men Lyngby-målmand Mads Kikkenborg bevarede roen og reddede Bashkim Kadriis forsøg.
Med et kvarter tilbage kunne Lyngby ikke længere stå imod presset, da Naatan Skytta krøllede et velplaceret frispark i mål til 2-2 uden chance for Lyngby-keeperen.
Den åbne slagudveksling fortsatte med OB som det dominerende hold. Men holdet fandt aldrig vejen til et forløsende 3-2-mål, og så endte det uafgjort.