Silkeborg vil i Europa igen: Vi har fået blod på tanden
Conference League har givet Silkeborg erfaringer og læring, som kan løfte holdet yderligere, mener sportschef.
Silkeborg er færdig i Europa efter torsdagens nederlag til Anderlecht, men erfaringerne kan være med til at løfte holdet til nye højder.
Det mener sportschef Jesper Stüker efter gruppespillet i Conference League.
- Vi er dybt ærgerlige over, at vi ikke skal være med i Europa mere i den her omgang.
- Men jeg tænker, at det giver noget blod på tanden, siger Stüker.
Han håber, at oplevelserne i Europa har gjort Silkeborg-spillerne endnu mere bevidste om, hvad der også står på spil, når de uge efter uge går på banen i den hjemlige Superliga.
For blot halvandet år siden spillede Silkeborg i 1. division, inden midtjyderne i sidste sæson tog bronze som oprykker. Spillestilen med en hurtig boldomgang fik også stor opmærksomhed.
Sportschefen mener, at Silkeborg i dette efterår har fået vist, at stilen også er holdbar på europæisk niveau mod modstandere som Anderlecht, West Ham og rumænske FCSB.
- Da vi rykkede op i Superligaen, vidste vi ikke, om vores stil ville holde vand, og det viste sig, at det gjorde den.
- Det har vi nu også fået konstateret, at den gør i en meget kortere turneringsform i et puljespil mod hold, vi ikke burde kunne måle os med, siger Stüker.
Før torsdagens 0-2-nederlag til Anderlecht havde Silkeborg spillet sig i en gunstig position og med blot uafgjort hjemme på Jysk Park, ville midtjyderne gå videre.
Silkeborgenserne kom bagud efter 20 minutter og fik kort efter en mand udvist. Alligevel dominerede værterne anden halvleg og skabte et stort antal målchancer, inden Anderlecht lukkede kampen i overtiden.
- Jeg ærgrer mig over, at vi ikke fik startet kampen bedre, når man så, hvordan vi spillede 10 mod 11 i anden halvleg og fik skabt de chancer, der skulle til. Det er sådan nogle erfaringer, man gør sig, siger Stüker.
Netop kynismen i de afgørende situationer er en af de vigtigste erfaringer for højrekanten Oliver Sonne.
- Vi har fundet ud af, at vores spil også rækker til Europa, og det er selvfølgelig fedt.
- Men vi fik også lært, at vi skal være mere kyniske, og vi skal lukke kampene, når vi kan, ellers står vi tilbage med ingenting, siger Sonne.
Med Silkeborg ude af Europa er FC Midtjylland eneste danske deltager efter nytår. FCM er videre til knockoutrunderne i Europa League.