Kontroversiel spiller samler udenlandske fans i Jylland
To fangrupper fra England og Italien med ry for optøjer er i Midtjylland samme dag.
Både engelske West Ham og italienske Lazio har en historie med voldelige optøjer blandt deres tilskuere. Torsdag spiller begge klubber med 40 kilometers afstand i Jylland, når Silkeborg møder West Ham i Conference League, mens FC Midtjylland tager imod Lazio i Europa League-gruppespillet.
Umiddelbart virker det som en skæv beslutning af Uefa at samle tilskuere samme aften i samme område. Det er nemlig før gået galt.
I marts i år endte West Ham-fans i klammeri med tilskuere fra den tyske klub Eintracht Frankfurt. Det foregik i den spanske by Sevilla, hvor begge klubber skulle spille samme dag på udebane imod henholdsvis Sevilla og Real Betis.