Fortsæt til indhold
Fodbold

Ajax har ophævet kontrakt med ung dansker

Ajax nåede akkurat at ophæve 19-årige Eskild Dalls kontrakt med klubben kort før midnat.

/ritzau/

Den 19-årige dansker Eskild Dall er ikke længere Ajax-spiller.

Kort før midnat onsdag aften ophævede klubben og den unge dansker således deres samarbejde et år før oprindeligt udløb, skriver Ajax på sin hjemmeside.

Med ophævelsen er han nu fri til at finde sig en ny klub at spille for i denne sæson. Og da ophævelsen skete før midnat, kan han eventuelt tage tilbage til Danmark, hvor transfervinduet smækkede onsdag.

I en række andre lande lukker transfervinduet først torsdag.

Dall kom til Ajax fra Silkeborg IF i 2020. Han har siden spillet for klubbens ungdomshold, ligesom han i foråret 2022 var udlejet til AGF, hvor det blev til en enkelt optræden.

Offensivspilleren har spillet i alt 24 kampe for de danske ungdomslandshold og har her bidraget med seks scoringer.