FCM må undvære nigeriansk kraftværk mod Benfica
Raphael Onyedika blev skadet i fredagens kamp mod OB og er ikke en del af FCM-truppen til opgør i Portugal.
FC Midtjylland må undvære Raphael Onyedika i tirsdagens kvalifikationskamp i Champions League på udebane mod Benfica.
Det oplyser FCM tirsdag formiddag på sin hjemmeside.
Den nigerianske midtbanespiller blev skadet i fredagens udekamp mod OB i Superligaen.
21-årige Onyedika overtog i sidste sæson pladsen på FCM-holdet, da klubben solgte landsmanden Frank Onyeka til Brentford.
Den fysisk stærke nigerianer tilspillede sig med det samme en fast rolle på den defensive midtbane.
I denne sæson har han fået fuld tid i samtlige superligakampe, og han var også i startopstillingen i de to uafgjorte kampe mod cypriotiske AEK Larnaca i Champions League-kvalifikationen.
I forvejen må FCM undvære Evander og Junior Brumado til tirsdagens udekamp mod Benfica.
Det portugisiske hold nåede i sidste sæson frem til kvartfinalerne i Europas største klubturnering.
FCM og Benfica kæmper om en plads i playoffrunden, som er sidste stop før gruppespillet.
Der er kampstart klokken 21.00 dansk tid.