Dolberg og Nørgaard har forladt landsholdslejr
Kasper Dolberg og Christian Nørgaard forlader landsholdet med skader inden kampene mod Kroatien og Østrig.
To spillere har forladt herrelandsholdets lejr forud for de kommende kampe i Nations League mod Kroatien og Østrig i Parken.
Både angriberen Kasper Dolberg og midtbanespilleren Christian Nørgaard er således taget af sted på grund af skader.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter torsdag formiddag.
Landstræner Kasper Hjulmand har samtidig indlemmet midtbanespilleren Morten Hjulmand fra den italienske klub Lecce i sin trup.
Danmark har fredag besøg af Kroatien, og mandag afsluttes den nuværende samling med en hjemmekamp mod Østrig.
Kasper Dolberg spillede 58 minutter i Danmarks 2-1-sejr over Frankrig i Paris for knap en uge siden og sad siden helt ude i 2-1-sejren over Østrig.
Brentford-profilen Christian Nørgaard var ikke i kamptruppen mod hverken Frankrig eller Østrig på grund af sit skadesproblem.
Hvis Morten Hjulmand kommer i aktion enten fredag eller mandag, vil der være tale om debut for den 22-årige midtbanespiller.
Han har tidligere spillet 29 kampe for diverse ungdomslandshold, men er for første gang nu aktuel til A-landsholdet.
Hjulmand var i den forgangne sæson profil for Lecce, der blev nummer et i den næstbedste række og rykkede op i Serie A.
Han har desuden tidligere spillet for østrigske Admira Wacker og var ungdomsspiller i FC København.
/ritzau/