Fremad Amager sneg sig over stregen efter ejerskifte
Fremad Amager skubber Esbjerg under nedrykningsstregen i 1. division efter 1-1 i sin udekamp mod HB Køge.
Sideløbende med en kaotisk periode med tvivl om klubbens fremtid og et ejerskifte i slutningen af marts har Fremad Amager stille og roligt kæmpet sig over nedrykningsstregen.
Fredag spillede holdet 1-1 hos HB Køge i 1. divisions nedrykningsspil, og det sender amagerkanerne forbi Esbjerg fB i tabellen og op på tredjesidstepladsen.
Fremad Amager har 22 point efter 25 kampe, mens Esbjerg under stregen har 21 point for 24 kampe inden sit opgør hos Vendsyssel søndag.
HB Køge topper nedrykningsspillet med 30 point.
Fremad Amager bragte sig foran efter 36 minutters spil i en generelt tæt og jævn affære.
Backen Christoffer Palm headede kuglen ned for fødderne af kantspilleren Lukas Haren, der svingede venstreskøjten og scorede sit femte mål i sine seneste syv kampe.
HB Køge svarede igen ti minutter inde i anden halvleg.
Efter et fint angreb og småspil i feltet trillede bolden lidt tilfældigt hen til den nigerianske angriber Nsungusi Efiong, som flot sparkede bolden i nettet.
Begge hold havde efterfølgende sine perioder spillemæssigt og spredte chancer, men opgøret blev aldrig sprudlende.
Tættest på sejren kom Fremad Amager, da målscorer Haren i slutfasen sendte et forsøg på overliggeren.