Forventningsfyldt FCK-træner: Guldkamp bliver højintens
FCK må ikke hvile i bevidstheden om, at der er seks point ned til nærmeste forfølger, mener Jess Thorup.
Syv højintense uger venter forude, og FC København kommer til at gå aggressivt til værks i kampen om det danske mesterskab.
Sådan lyder det fra cheftræner Jess Thorup, før københavnerne, der fører Superligaen, åbner mesterskabsspillet ude mod AaB søndag aften.
- Vi kommer til at angribe det her mesterskabsspil. Vi læner os ikke tilbage og prøver at forsvare vores gode position. Vi skal angribe, siger Jess Thorup i en video på klubbens hjemmeside.
FCK er seks point foran FC Midtjylland i toppen af tabellen, men der bliver ikke tid til at slappe af, forsikrer Jess Thorup.
- Vi er helt bevidste om, at det bliver en hektisk og spændende periode på syv uger med ti kampe. Vi har masser af spillere med masser af selvtillid, og det har vi brug for. Det bliver højintenst, siger han.
FCK har for nylig fået tilgang af svenske Viktor Claesson, som er kommet til klubben, efter at han rev kontrakten over i russiske Krasnodar.
Landsholdsspilleren er med i FCK-truppen allerede søndag, og Jess Thorup er begejstret over muligheden for at råde over kantspilleren.
- Vi har fået tilført en spiller med kæmpe erfaring fra international fodbold. Det har gjort truppen endnu stærkere.
- Konkurrencen er blevet hårdere, og sådan skal det være i FCK. Jeg glæder mig til at se hans påvirkning på holdet, siger Jess Thorup.
FCK har vundet sine fem kampe i Superligaen efter vinterpausen, hvor klubben endnu ikke har lukket mål ind. Alligevel er der plads til forbedring, mener Thorup.
- Vi skal have flere sekvenser, hvor vi er dominerende. Det kan være både med og uden bold, siger han.
Om det lykkes vil vise sig søndag aften klokken 18.00, når der fløjtes op til udekampen mod AaB, som fra sin position på fjerdepladsen indleder en jagt på medaljer.