United har sat ny udløbsdato på samarbejde med kreatør
Bruno Fernandes har forlænget sin kontrakt med Manchester United, så den nu løber frem til 2026.
Bruno Fernandes har været en nøglespiller for Manchester United, siden han kom til klubben i januar 2020.
Nu forlænger de to parter samarbejdet. United oplyser således, at Bruno Fernandes har fået forlænget sin kontrakt, så den nu udløber i 2026. Kontrakten indeholder desuden en option, der giver mulighed for at forlænge den frem til 2027.
Ifølge engelske medier kommer han fremover til at tjene, hvad der svarer til cirka 2,1 millioner kroner om ugen. Tidligere stod Fernandes’ kontrakt til at udløbe i 2025.
Siden sin ankomst til United har den 27-årige portugiser leveret 49 mål og 39 assister i 117 kampe.
- Fra det øjeblik, jeg kom til Manchester United, har jeg haft et specielt forhold til klubben og vores fantastiske fans, siger Bruno Fernandes i en udtalelse på Manchester Uniteds hjemmeside.
- Jeg så det her hold, da jeg voksede op, og drømte om at få en chance for at spille her en dag. Den drøm er nu blevet til virkelighed, og det er en ære. Selv efter to år er det fantastisk at gå ud på Old Trafford, at høre fansene synge min sang og score foran Stretford End (en af tribunerne, red.).
Bruno Fernandes har endnu til gode at vinde trofæer med Manchester United. Tættest på kom han i sidste sæson, hvor United nåede frem til Europa League-finale, hvor det endte med et nederlag til Villarreal.