Fortsæt til indhold
Fodbold

U21-landshold må undvære skadet angriber i nøglekamp

Danmark skal tirsdag forsøge at nærme sig EM for U21-landshold uden Nikolai Baden Frederiksen.

/ritzau/

Danmark spiller tirsdag sin vigtige kamp i EM-kvalifikationen mod Belgien uden Nikolai Baden Frederiksen.

Angriberen, der til daglig er på kontrakt i Vitesse, er rejst hjem til Holland på grund af en mindre skade, han har pådraget sig under en træning.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Der bliver ikke hentet en ny spiller ind til truppen forud for opgøret, som spilles klokken 20 på MCH Arena i Herning.

Danmarks fodboldtalenter er under pres før hjemmekampen, da Belgien indtil videre har gjort rent bord med seks sejre i seks kampe i gruppen.

Danmark har vundet tre af sine fire kampe, men er alligevel ni point bag belgierne.

Efter opgøret mod Belgien mangler Danmark at møde Kasakhstan, Skotland og Tyrkiet i jagten på en billet til næste års EM.

Skulle førstepladsen glippe, skal danskerne gå efter andenpladsen, der i sidste ende kan resultere i en plads ved slutrunden.

Danmark har været fast inventar ved U21-EM, de seneste fire gange turneringen er blevet afholdt.

Senest nåede holdet kvartfinalen ved mesterskabet i 2021.