AGF-keeper vil gå benhårdt efter europæisk playoff-kamp
AGF skal vise mod og melde sig som favoritter i nedrykningsspillet, mener AGF-keeper Jesper Hansen.
AGF skal i Superligaens kommende nedrykningsspil jagte syvendepladsen og chancen for at kvalificere sig til Europa i næste sæson.
Det fastslår målmand Jesper Hansen, efter at aarhusianerne søndag afsluttede grundspillet med 1-1 mod Viborg.
Viborgenserne indtager syvendepladsen med et point mere end AGF.
- Vi har ikke spillet op til vores bedste, og det skal vi i det her slutspil. Vores mindset skal være at gå benhårdt efter syvendepladsen.
- Når top-6 ikke var muligt, så skal vi være modige nok til at sige, at det er målet. Men vi ved, at der venter en masse drabelige kampe, og vi skal spille bedre, end vi har gjort indtil nu, siger Jesper Hansen.
Holdet, der ender på syvendepladsen, kan se frem til en playoff-kamp mod ligaens fjerdeplads, hvor der er en europæisk plads på spil.
- Der er selvfølgelig en gulerod ved, at der er en mulighed for at spille europæisk fodbold i næste sæson. Det skal give noget motivation, at vi har den mulighed, siger AGF-keeperen.
For cheftræner David Nielsen er fokus først og fremmest på at sikre AGF en ny sæson i Superligaen.
- I første omgang så skal vi sørge for at skrabe point sammen i forhold til nedrykningskampen. Hvis vi er dygtige nok til det, så skal vi nok begynde at snakke om syvendepladsen.
- Men jeg synes ikke, at vores spil har været godt nok til at sige, at vi bare skal køre på. Der er et efterslæb af, at vi ikke har fuldført vores mål om at komme i top-6, så der mangler fortsat overskud og glæde i vores spil. Vi skal finde motivation, siger David Nielsen.
AGF-træneren er dog også klar over, at de fleste nok vil pege på hans mandskab som favoritter i en direkte duel om syvendepladsen med Viborg. De øvrige hold er distanceret med fem point eller mere.
- De fleste kommer nok til at udskrige os som favoritter i det her nedrykningsspil, men der venter ti meget jævnbyrdige kampe, og det skal vi være klar til, siger David Nielsen.
AGF’s første modstander i nedrykningsspillet er Vejle, der gæster Ceres Park efter landsholdspausen.