Fortsæt til indhold
Indland

Viborg missede gylden mulighed for sejr i Aarhus

Der blev ikke fundet en vinder, da AGF hjemme på Ceres Park spillede 1-1 med Viborg i en chancerig affære. Se højdepunkterne nederst i artiklen.

/ritzau/

/ritzau/

Der blev ikke fundet en vinder, da AGF hjemme på Ceres Park spillede 1-1 med Viborg i en chancerig affære.

Det blev til pointdeling, da AGF hjemme på Ceres Park søndag spillede 1-1 mod Viborg.

Gæsterne havde ellers en gylden mulighed for at tage sejren, da de dybt inde i overtiden fik straffespark, men Jesper Hansen i AGF-målet reddede forsøget.

Begge hold havde inden kampen udspillet deres chance for at komme med i Superligaens top-6, men der var stadig lagt op til en spændende duel mellem to af ligaens direkte konkurrenter.

AGF startede kampen bedst, men Viborg kæmpede sig flot tilbage i opgøret og havde i anden halvleg det store spilovertag. Det resulterede i flere store chancer.

Pointdelingen betyder, at Viborg fortsat ligger nummer syv i Superligaen - lige foran AGF, der er nummer otte.

Der var kun spillet 16 minutter, da AGF-profilen Jack Wilshere sendte midtbanekollegaen Mikael Anderson afsted mod mål. Anderson sparkede bolden i kassen og bragte hjemmeholdet foran med 1-0.

Efter scoringen dominerede Viborg, og holdet havde flere chancer for at få scoret. Et frispark fra Viborg-back Christian Sørensen var blandt de bedre, men AGF-keeper Jesper Hansen reddede hjemmeholdet.

AGF’s Albert Grønbæk var tæt på at sparke hjemmeholdet på 2-0, men offensivspillerens frispark røg lige forbi stolpen.

I anden halvleg fik Viborg udlignet, da Nicolas Burgÿ flugtede bolden ind bag Jesper Hansen til 1-1.

I overtiden fik Viborg tildelt et straffespark, men Jesper Hansen reddede sparket fra Younes Bakiz og sikrede AGF et enkelt point.