Overlykkelig Everton-manager brækkede hånden i jubelrus
Frank Lampard afslører, at han brækkede sin venstre hånd, da Everton stjal sejr fra Newcastle i sidste sekund.
Ekstasen var til at tage og føle på, da Everton torsdag aften sikrede sig en livsvigtig sejr mod Newcastle i kampen for at overleve i Premier League.
De tre point kom i hus under de mest dramatiske omstændigheder, da Alex Iwobi scorede til 1-0 dybt inde i dommerens tillægstid, og i de efterfølgende jubelscener gik det så vildt for sig, at hjemmeholdets manager, Frank Lampard, brækkede sin venstre hånd.
Det siger han selv til Amazon Prime efter kampen.
- Det skete, da vi fejrede målet. Jeg ænsede det ikke i øjeblikket, men da kampen fortsatte, blev den en smule øm og begyndte at ryste. Jeg tager dog gerne sådan en skade for de tre point, siger Lampard og tilføjer:
- Mine knogler må være ved at blive møre.
Den britiske træner har siden sin ankomst til kriseramte Everton understreget vigtigheden i at få banket noget kampånd ind i holdet.
Og på den konto er han tilfreds med, hvad han så fra sine spillere mod Newcastle.
- Jeg forestillede mig aldrig, at det ville blive en smuk kamp, så det var ikke en, jeg havde tænkt mig at overanalysere fra et taktisk eller et teknisk synspunkt.
- Der var en del ved vores spil, jeg ikke var vild med. Men den ene ting, der bliver grundlaget for, at vi kan blive i den her række, er ånden og sammenholdet i den her klub.
- Spillerne og fansene viste begge dele (i aften, red.). De var alle fantastiske, siger Lampard ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sejren var blot Evertons tredje i Premier League siden september. Den bringer holdet tre point foran Watford, der ligger på den øverste af ligaens tre nedrykningspladser.
Watford har desuden spillet to kampe mere end Everton.