Fortsæt til indhold
Fodbold

Chelsea-manager forstår ikke danskers udlængsel

Andreas Christensen har kontraktudløb til sommer, men det vil være forkert at smutte nu, mener Thomas Tuchel.

/ritzau/

Andreas Christensen har de optimale forhold i Chelsea, og det er uforståeligt, hvis han søger væk fra klubben netop nu.

Sådan lyder budskabet fra Chelsea-manager Thomas Tuchel som respons på de seneste dages sejlivede rygter om, at den danske stopper er tæt på at skrive kontrakt med en ny klub - formentlig FC Barcelona.

- Min klare anbefaling er, at han ikke tager herfra, før han er færdig her. Og det er han helt klart ikke.

- Ser man på de makkere, han har ved siden af sig nu, den status han har, og den alder han har, må man sige: Dette er hans øjeblik. Og jeg forstår ikke, hvis han smutter lige præcis nu, siger Tuchel ifølge The Guardian.

Andreas Christensen kom til Chelsea for snart ti år siden, hvor han blev hentet til London-klubbens talentakademi.

Til sommer udløber hans kontrakt, og han kan derfor skifte til en ny klub, uden at Chelsea scorer en overgangssum for den til den tid 26-årige forsvarsspiller.

Tuchel erkender, at der er tvivl om Christensens fremtid i Chelsea, og ifølge The Guardian virker manageren, som om han har indstillet sig på, at danskeren snart er fortid i klubben.

Men han har svært ved at forstå, hvorfor andre klubber er mere attraktive end Chelsea.

- Der kan ikke være meget bedre i en anden klub i forhold til organisation og støtte rundt om spillerne, mentalitet og den liga vi spiller i.

- Men selvfølgelig, hvis du gerne vil have en ny udfordring i en anden liga og måske også have flere penge, er der altid muligheder, hvis du er en spiller i den absolutte top, siger Thomas Tuchel.

Chelsea er lige nu på tredjepladsen i Premier League og kan tage yderligere tre point til regnskabet, når holdet torsdag aften gæster bundproppen Norwich.