Hjulmand: Glad for, at Eriksen kan tage de næste skridt
Kasper Hjulmand er glad for, at Christian Eriksen har fremtiden på plads, men forholder sig ikke til klubvalg.
Efter ugers spekulationer om Christian Eriksens fodboldfremtid blev det mandag en kendsgerning, at han fortsætter karrieren i den engelske klub Brentford FC.
Landstræner Kasper Hjulmand glæder sig over, at Eriksen nu kan komme videre med karrieren.
- Jeg er glad for, at Christian har fundet et sted, hvor han gerne vil spille, så han igen kan komme i gang med en hverdag og tage de næste skridt. Jeg er glad på Christian og hans families vegne, siger Kasper Hjulmand til Ritzau.
Spørgsmål: Hvad tænker du om, at valget faldt på Brentford?
- Jeg vil ikke gå ind i en klubdiskussion. Det vigtige for mig er, at Christian selv har valgt et sted, som han finder rigtigt, og som han synes, er bedst for ham.
Spørgsmål: Har du været inde over i forløbet, og har Christian Eriksen spurgt dig til råds?
- Jeg har snakket med Christian, men han træffer selv sine beslutninger, og han har haft en proces omkring ny klub med sin agent. Men jeg snakker jævnligt med Christian, siger Kasper Hjulmand.
Eriksen har meldt ud, at VM i slutningen af året er hans helt store målsætning. Kontrakten med Brentford løber dog i første omgang kun til sommer.
Hjulmand har dog ikke lyst til at forholde sig til den aktuelle kontraktlængde i et VM-perspektiv.
Eriksen faldt om med hjertestop i Danmarks EM-åbningskamp mod Finland i juni.
Siden har der i mere end et halvt år været uvished om stjernens fodboldfremtid.
I starten af januar fortalte Eriksen så, at han havde i sinde at fortsætte på topplan.
Det var allerede en kendsgerning, at det ikke kunne være i Inter, da man i Italien ikke må spille med indopereret pacemaker, som Eriksen fik efter hjertestoppet.
Siden har flere klubber været nævnt som mulige destinationer, og særligt Brentford har de seneste uger været en varm bejler ifølge vedvarende rygter.
/ritzau/