Manchester United ansætter tysker som midlertidig manager

Tyske Ralf Rangnick er blevet ansat som midlertidig manager i Manchester United frem til udgangen af sæsonen.

Artiklens øverste billede
Ralf Rangnick har tidligere været cheftræner i en række tyske klubber, herunder Schalke 04 og Hoffenheim. Arkivfoto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Det bliver Ralf Rangnick, der i første omgang skal få Manchester United på ret kurs igen.

Mandag er den 63-årige tysker blevet ansat som midlertidig manager i den engelske storklub frem til udgangen af sæsonen. Det skriver United på sin hjemmeside.

Rangnick overtager posten fra Michael Carrick, der i klubbens seneste to kampe har stået i spidsen for United efter fyringen af Ole Gunnar Solskjær.

Carrick vil dog fortsat tage sig af førsteholdet, indtil tyskerens arbejdstilladelse er på plads, lyder det. United oplyser desuden, at det er planen, at Rangnick efter indeværende sæson fortsætter i klubben i en konsulentrolle i yderligere to år.

- Jeg er glad for at komme til Manchester United og fokuseret på at gøre denne sæson succesfuld for klubben, siger Rangnick på Uniteds hjemmeside.

- Truppen er fuld af talent og har en god blanding af ungdom og erfaring. Jeg vil gøre alt de næste seks måneder for at hjælpe disse spillere med at nå deres potentiale, både individuelt og endnu vigtigere som et hold.

- Derudover ser jeg frem til at støtte klubbens mål på langt sigt som konsulent.

Ralf Rangnick har tidligere været cheftræner i en række tyske klubber, herunder Schalke 04 og Hoffenheim. Han har desuden været sportsdirektør for flere af de klubber, Red Bull driver, herunder RB Leipzig, hvor han også har været cheftræner i to omgange.

Allerede i sidste uge kunne flere medier berette, at Rangnick var på vej til United. Det fik hans landsmand Jürgen Klopp til at sige, at Rangnicks ankomst var dårligt nyt for resten af Premier League.

- Desværre kommer en god træner til England og Manchester United. Ralf er åbenlyst meget erfaren, sagde Liverpool-manageren ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Han er mest kendt for at have opbygget to klubber fra at være ingenting til at være reelle trusler i Tyskland, siger Klopp med henvisning til Rangnicks tidligere arbejdsgivere RB Leipzig og Hoffenheim.

Manchester United er aktuelt placeret på ottendepladsen i Premier League med 18 point for 13 kampe. I Champions League har klubben inden den sidste gruppekamp sikret avancement til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen