Fortsæt til indhold
Fodbold

Inter lufter tanker om Eriksen-salg offentligt

Inter har endnu ikke afskrevet Christian Eriksen økonomisk - som spiller er der dog ikke meget håb.

Christian Eriksens italienske klub, Inter, har offentligt luftet tanken om et salg af danskeren til en klub uden for Italien. Det sker i en melding fra klubben, hvor der er mest fokus på den økonomiske del af klubbens forhold med Eriksen, som under sommerens EM-slutrunde faldt om med et hjertestop, men blev genoplivet på stedet.

Udfordringen for Inter er, at Eriksen ikke er spilleberettiget i Italien, fordi han efter hjertestoppet har fået indopereret en pacemaker. Italienske regler foreskriver, at man ikke umiddelbart må dyrke professionel sport med en sådan.

»Selvom spillerens nuværende tilstand ikke lever op til kravene for at spille i Italien, kan det i stedet opnås i andre lande, hvor spillere kan fortsætte professionel aktivitet. Da muligheden for at indgå sportsligt aktuelt er forhindret i Italien, er det ikke udelukket for klubben at gå videre med et salg af spilleren til et udenlandsk hold, hvor de nuværende forhold ikke forhindrer en registrering af spilleren,« lyder det blandt andet i meddelelsen.

Det store fokus i meddelelsen er som sagt det økonomiske aspekt af Inters forhold til Eriksen. Pr. den 30 juni i år - inden hjertestoppet - havde Inter nemlig bogført Eriksen til en værdi på 136 mio. kr. Det er penge, man endnu ikke har opgivet at hente ind igen på den ene eller anden måde.

Foruden et muligt slag skriver klubben nemlig, at man også venter at få en erstatning fra Uefa, fordi Eriksens hjertestop skete, mens han var med landsholdet til EM, som arrangeres i regi af Uefa.

TV 2 Sport har via sms snakket med Eriksens agent, Martin Schoots, som kalder Inters udmelding for et ”bogføringsanliggende, der ikke har noget med Christian selv at gøre”.

Agenten giver også en lille opdatering på sin klient.

- Christian har det godt. Han tilbringer en masse kvalitetstid med sin familie og er i god form. Når der er nyt, vil det blive kommunikeret ud, skriver Schoots.