Vaccineskeptisk topscorer er ramt af corona før CL-slag
Wout Weghorst går glip af Wolfsburgs besøg i Salzburg. Angriberen har tidligere udvist skepsis mod vacciner.
Wolfsburg må stille op uden sin målfarlige forward Wout Weghorst i onsdagens Champions League-kamp mod Salzburg.
Weghorst er smittet med coronavirus og er nu sendt i hjemmeisolation. Alle andre i Wolfsburg-truppen blev testet negative både søndag og mandag, oplyser klubben på sin hjemmeside.
29-årige Wout Weghorst har været holdets topscorer i de seneste tre sæsoner i træk, og hans fravær ligner en alvorlig svækkelse for træner Mark van Bommel forud for den vigtige gruppekamp i Østrig.
Det er ikke første gang, Weghorst har trukket overskrifter i forbindelse med coronapandemien.
I december sidste år delte han et Instagram-opslag fra en omstridt amerikansk vaccinemodstander og opfordrede folk til at informere sig selv.
Han slettede senere opslaget og undskyldte i en kluberklæring. Da han i april var gæst i et program på tv-stationen ZDF, afviste han at tage afstand fra sagen.
- Det eneste, der både dengang og nu er vigtigt for mig, er, at alle tager stilling til sagen og forsøger at fordybe sig i den, sagde Weghorst ifølge sportsmediet Sportbuzzer.
Hvorvidt Weghorst er vaccineret, er ikke offentliggjort. Wolfsburg er en af de klubber, der har valgt at holdt sine ansattes vaccinestatus hemmelig.
Klubdirektør Jörg Schmadtke har aldrig lagt skjul på, at han ville ønske, at hele holdet blev vaccineret, som det har været tilfældet hos ligarivalerne Köln og Augsburg.
- Mange ting ville blive nemmere, hvis alle blev vaccineret - men vi ved også nu, at det ikke med sikkerhed ville betyde, at vi ville undgå coronatilfælde, siger Schmadtke til Sportbuzzer.
Wolfsburg har to point efter de første to spillerunder i Champions League.