Fortsæt til indhold
Fodbold

Christian Poulsen valgte landsholdet over Ajax-tjans

Af hensyn til familielivet valgte Christian Poulsen assistentjob på landsholdet frem for u-trænerjob i Ajax.

/ritzau/

Det er af hensyn til tidsforbruget og familielivet, at den tidligere midtbaneslider Christian Poulsen har valgt at blive ny assistenttræner på det danske fodboldlandshold.

Efter at have været assistenttræner på førsteholdet i den hollandske storklub Ajax i to år, blev han tilbudt at blive cheftræner for et af klubbens ungdomshold, men sagde nej tak.

Det fortæller Christian Poulsen tirsdag formiddag, forud for sin anden træning som assistenttræner under Kasper Hjulmand.

- Der har været andre tilbud. I foråret blev der lavet en rokade i Ajax, og jeg havde en mulighed for at stå i spidsen for et ungdomshold, og det overvejede jeg meget, for det ville være et rigtig godt skridt at tage, siger Christian Poulsen og uddyber sin beslutning for at afvise tilbuddet:

- Det kan lyde lidt arrogant, men jeg har haft en karriere med mange år i udlandet, og når man gerne vil være det hele menneske, betyder det også, at jeg vil være en god far.

- Jeg har stadig børn på 16, 14 og 10 derhjemme, og jeg kunne se, at de andre trænere havde voksne børn, siger Christian Poulsen.

Han påpeger også, at han tit tog sig selv i at glemme at ringe hjem til sine forældre, ligesom han oplevede, at Ajax-cheftræner Erik ten Hag kun så sin familie en gang om ugen.

- Jeg nød at være i Ajax, men jeg kunne også se, at hvis man ville være med på øverste europæiske niveau, så kræver det virkelig også, at man lægger timerne i det. Hvis mine børn var flyttet hjemmefra, så kunne jeg måske godt være blevet der, siger Christian Poulsen.

I rollen som Hjulmands assistent kan han blive boende i Amsterdam og lave en stor del af sit job hjemmefra i perioderne mellem landsholdssamlinger. Det er blandt andet modstanderanalyser, som den tidligere landsholdsspiller skal bidrage med.

Han er usikker på, om han har en kommende cheftræner i maven.

Har du cheftrænerambitioner?

- Jeg tror, det er noget, der skal udvikle sig over tid. Siden jeg stoppede, har jeg trænet mange børn, ikke på eliteniveau, men som fædretræning, og det lærer man også sindssygt meget af.

- Det er mere det at arbejde med mennesker, jeg er fanget af. Nu arbejder jeg med elitespillere, men jeg lærer lige så meget af de to gange om ugen, hvor jeg træner min søns U11-hold, siger 41-årige Christian Poulsen.

Han ser ikke assistenttjansen på landsholdet som en vej til at blive landstræner en dag.

- Det er ikke en tanke, der har strejfet mig. Jeg har set på, om det er et spændende sted at være, og om det er et team, jeg kan lære rigtig meget af - og det er der. Jeg har ikke en lang plan for min trænerkarriere, siger Christian Poulsen.