Fortsæt til indhold
Fodbold

Aston Villa-direktør frygter mere rod efter afbrudt storkamp

Den afbrudte kamp mellem Brasilien og Argentina kan få uheldige konsekvenser, mener Aston Villas direktør.

/ritzau/

Brasilien og Argentinas afbrudte kamp i VM-kvalifikationen kan skabe uro og en modvilje mod at lade spillere rejse til landskampe.

Det mener Aston Villas direktør Christian Purslow, som havde givet målmanden Emiliano Martínez og offensivspilleren Emiliano Buendia grønt lys til at deltage i kampen, der blev afbrudt efter få minutters spil.

Det var en brasiliansk sundhedsmyndighed, der skred ind, da den mener, at i alt fire argentinske spillere fra Premier League i England ikke har opfyldt karantænereglerne i Brasilien.

- Det er et rod, siger Purslow om det afbrudte opgør, der nu er havnet på bordet hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og fortsætter:

- Begivenhederne i Brasilien søndag er en af de mest ekstraordinære ting, jeg har set i fodbold i hele mit liv.

- Jeg forstår ikke helt, hvordan det kunne ske, men det er meget ærgerligt og skadeligt, eftersom vi havde gjort alt for at komme frem til en spiselig og fornuftig aftale med det argentinske forbund.

Purslow frygter mere rod i fremtiden efter de uheldige begivenheder i Brasilien.

- Vi har allerede en betydelig udfordring med VM-kvalifikationskampe i Sydamerika, så jeg håber, at der kommer en fornuftig aftale inden oktober. Ingen ønsker at se en gentagelse af, hvad der skete.

- Det vil få enhver fornuftig klubdirektør vil være utrolig nervøs for at slippe spillere til kampe i udlandet midt i en krise, siger Villa-chefen.

Ifølge Sky Sports havde Tottenham ikke givet sine spillere Giovani Lo Celso og Cristian Romero lov til at rejse til landskampene, og de står derfor til en bøde.

Alle fire spillere skal ifølge reglerne tilbringe ti dage på et karantænehotel, når de vender tilbage til England, da Argentina og Brasilien er et ”rødt” land på Storbritanniens coronaoversigt.

Spillerne planlægger dog i stedet at rejse til Kroatien for at træne i ti dage inden returen til England, da Kroatien er et ”grønt” land og ikke kræver karantæne efter indrejse, skriver Sky Sports.

Artiklens emner
Fodbold
Fifa