Fortsæt til indhold
Fodbold

Kasper Hjulmand: VAR ser efterhånden brugbart ud

VAR begynder at ligne noget, der kan bruges, siger Hjulmand forud for VAR-implementering i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

Når det danske fodboldlandshold onsdag aften møder Skotland i VM-kvalifikationen, bliver det i lighed med de fleste andre store kampe i Europa med videodommersystemet VAR som aktør på sidelinjen.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte i begyndelsen af august, at VAR også vil blive brugt i den resterende del af VM-kvalifikationen.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand er ikke ubetinget tilhænger af VAR, men medgiver at der er sket en positiv udvikling i brugen af VAR, siden videodommersystemet gjorde sin entré i fodboldverdenen.

- Jeg er ikke ubetinget tilhænger af VAR, men det begynder at ligne noget, der kan bruges. Men jeg synes, at det har været et meget, meget langt tilløb.

- Jeg kan godt forstå tanken om, at der er ting, dommeren ikke kan se, nogle afgørende ting. Men vi så også i EM-semifinalen, at vi følte, at der var nogle ting, der alligevel blev overset, siger Hjulmand.

Han henviser til EM-semifinalen mellem Danmark og England, der efter landstrænerens opfattelse blev afgjort på et fejlagtigt dømt straffespark.

Uden VAR - og uden kontroversielle kendelser - fik Danmark en god start på VM-kvalifikationen i marts. Her vandt Danmark over Israel, Moldova og Østrig med en samlet målscore på 14-0.

Kasper Hjulmand tillægger det ikke stor betydning, at der er videodommere i kvalifikationens sidste syv spillerunder.

- Jeg fokuserer på de ting, jeg kan gøre noget ved, og jeg kan ikke gøre noget ved VAR. Mine tanker går på, hvordan vi kan vinde over Skotland, om det så er med eller uden VAR, siger landstræneren.

Uefa ville gerne have brugt VAR gennem hele VM-kvalifikationsturneringen, men implementeringen af det ressourcekrævende setup blev udskudt på grund af coronapandemien.

Danmark møder Skotland onsdag klokken 20.45 i Parken.