Englands Fodboldforbund lover at grave i urolighederne på Wembley under EM-finalen
I en udmeldelding på det sociale medie twitter mandag aften lover det Engelske fodboldforbund The FA at undersøge hvorvidt sikkerhedsforanstaltningerne på Wembley var tiltrækkelige ved EM-finalen mellem England og Italien, hvor i alt 49 personer blev anholdt i forbindelse med uroligheder og ulovlig indtrængning på stadion.
Det gik voldsomt for sig under EM-finalen mellem England og Italien søndag aften på Wembley Stadium i London. Før og efter kampen cirkulerede flere videoer på de sociale medier, der angiveligt viser personer, der springer over sikkerhedshegn, vælter eller stormer sikkerhedsbarrierer og tiltvinger sig adgang til stadion på ulovlig vis.
I alt 49 personer er blevet anholdt under søndagens EM-finale mellem Italien og England ved Wembley Stadion i London.
Derudover kom 19 betjente til skade, da de forsøgte at holde styr på folkemasserne i forbindelse med opgøret.
Disse episoder har mandag aften udløst en officiel udtalelse fra det engelske fodboldforbund The FA på Twitter, hvori forbundet i lover, at episoderne på Wembley vil blive undersøgt, og de ansvarlige vil blive draget til ansvar.
Fodboldforbundet kommer også med en undskyldning til alle de tilskuere, der blev påvirket af søndagens uroligheder og understreger, at antallet af sikkerhedsmedarbejdere og stewards til stede under kampen var højere end det normale krav til en begivenhed af den størrelseskaliber.
»Vi vil udføre en grundig undersøgelse af de begivenheder, der fandt sted på Wembley Stadium før og under EM-finalen. Dette vil blive gjort i samarbejde med politiet, myndighederne i London, den rådgivende sikkerhedsgruppe samt turneringsarrangørerne,« skriver forbundet og uddyber:
»Antallet af sikkerhedspersonel og stewarder til stede under EM-finalen var højere end det på forhånd fastsatte krav og højere end til nogen anden begivenhed tidligere holdt på Wembley Stadion. Men den opførsel vi så fra de fans, der på ulovlig vis tiltvang sig adgang til stadion, var uacceptabel, farlig, og tilsidesatte fuldstændigt de fastsatte sikkerhedsprotokoller på stedet.«
»Ingen steward eller medarbejder med ansvar for sikkerheden bør være udsat for denne type opførsel, og vi takker dem alle for deres indsats på aftenen. Vi sender også en undskyldning til alle de tilskuere, hvis oplevelse på stadion blev påvirket negativt af denne hidtil usete grad af offentlig uorden,« lyder det i udtalelsen, hvor det understreges:
»Vi vil i samarbejde med de relevante myndigheder fortsætte arbejdet med så vidt muligt at identificere og opspore de ansvarlige personer.«
Italien sikrede sig søndag aften med en sejr over England støvlelandets første EM-trofæ siden 1968.
Efter stillingen 1-1 ved udgangen af den forlængede spilletid vandt Italien straffesparkskonkurrencen 3-2.