Fortsæt til indhold
Fodbold

Engelske aviser føler sig sikre: Danmark får bank i EM-semifinalen

Den britiske avis The Sun har indrykket en helsidesannonce i BT, og budskabet er ikke til at tage fejl af. Et hvidt stykke toastbrød med et bacon-kryds flankeret af teksten: »Vi spiser jer til morgenmad«.

England er klar til EM-finalen, og danskerne har ikke en chance i semifinalen. I hvert fald hvis man spørger The Sun.

Den britiske tabloidavis har onsdag - forud for EM-semifinalen mellem England og Danmark - indrykket en helsidesannonce i BT. På siden ses nogle af de helt store danske eksportvarer til Storbritannien, et kridhvidt stykke toastbrød, bacon og ketchup, og sammen former de det engelske flag. Under billedet står der: »Vi spiser jer til morgenmad«.

I en kommentar på avisens hjemmeside skriver The Sun, at den elsker Danmark og har stor respekt for det danske landshold.

»Det var bevægende, hvordan Christian Eriksen blev afskærmet efter sit kollaps, og derefter samlede holdet sig og leverede nogle gode optrædener,« skriver avisen.

Men så stopper roserne også, og Danmark kan godt pakke kufferterne og forberede sig på EM-exit, mener The Sun.

»Nok er nok. I har haft et godt forløb. Men i morgen (onsdag, red.) er Englands aften,« skriver avisen og nævner også den efterhånden velkendte engelske talemåde »It’s coming home«.

BT melder sig også ind i kampen og har som modvægt indrykket en annonce i The Sun med et billede af fremadstormende vikinger foran det danske flag med teksten: »It’s not coming home ...we’re coming home.«

Mens de flestes øjne er rettet mod London, hvor semifinalen bliver spillet på ikoniske Wembley, har britiske BBC også sendt et hold til Danmark, og onsdag morgen sender tv-stationen live fra Nyhavn i København for at fornemme stemningen i Danmark.

BBC’s fodboldekspert Mark Lawrenson siger til mediets hjemmeside, at han tror, at Danmark kommer til at score mod England, men at englænderne vil vinde til sidst.

Den holdning ser flere af de britiske medier ud til at dele.

The Guardian skriver, at det engelske landshold ikke er som noget andet, men hjemmebanefordelen bliver både en fordel og en ulempe.

Der hviler nemlig et stort pres på landsholdet, som aldrig tidligere er kommet længere end til semifinalen ved EM, og det pres kommer spillerne til at mærke fra tribunerne, mener avisen.

Kampen mellem Danmark og England fløjtes i gang klokken 21. Vinderen skal i finalen møde Italien, der tirsdag aften besejrede Spanien.

Finalen spilles på søndag, og det er ligeledes Wembley, der lægger græs til, når Europas bedste fodboldlandshold skal findes.

England har aldrig tidligere vundet EM, mens Danmark strøg til tops i slutrunden i 1992.