Fortsæt til indhold
Fodbold

Det danske landshold skal slå oddsene, hvis Danmark skal videre til EM-finalen

England er bookmakernes favorit til at vinde EM-semifinalen i London i aften.

I EM-kvartfinalen var Danmark bookmakernes favorit, og ganske som bettingselskaberne regnede med, vandt Danmark over Tjekkiet og gik videre til semifinalen mod England.

Hvis Danmark skal videre til finalen, skal de til gengæld slå oddsene.

Bettingselskaberne Danske Spil, Unibet og Bet365 tror i hvert fald alle på engelsk hjemmebanesejr på Wembley stadion i aften. Spiller man hos Danske Spils Oddset kan man f.eks. få sine penge hele 5,3 gange igen, hvis man spiller på, at Danmark vinder i ordinær spilletid. Spiller man til gengæld på England, er oddset 1,72.

Og Danske Spil er endda de mest optimistiske på Danmarks vegne.

Den første semifinale mellem Spanien og Italien blev spillet tirsdag aften. Kampen endte 1-1 i ordinær spilletid, men efter en forlænget spilletid uden mål, sparkede Italien spanierne ud af turneringen i straffesparkskonkurrencen.

Af de tre tilbageværende hold i EM-slutrunden, giver bookmakerne da også de allerede finaleparate italienere de bedste odds for at vinde hele turneringen. Oddsene på Italien som nye europamestre ligger mellem 1,83 og 1,87 hos de tre selskaber. Oddsene for at England vinder hele turneringen ligger mellem 2,37 og 2,4, mens oddsene på Danmark som europamestre ligger mindst optimistisk mellem 9,5 og 10.

Tror du, at Danmark kan slå oddsene på Wembley i aften? Afgiv din stemme her: