Danske fans planlægger hyldest af Eriksen
Torsdag venter der en hyldest af Eriksen under kampen mod Belgien. Landstræneren tror og håber, at det ikke distraherer spillerne på banen.
Torsdag kl. 18 tager det danske landshold fat på en ny EM-kamp, når Belgien venter i Parken. Og når kampuret når det 10. minut, vil der formentlig lyde en massiv klapsalve fra tribunerne.
Det er ikke, fordi Danmark på forhånd har sikret sig en scoring, men fordi fans planlægger at vise støtte til Christian Eriksen, der har været indlagt på Rigshospitalet, siden han faldt om med et hjertestop i kampen mod Finland lørdag.
»Når kampuret runder 10.00 på torsdag, rejser vi os op og hylder Christian Eriksen med et minuts klapsalve sammen med en særlig hilsen til ham fra alle danskere med ønske om god bedring,« lyder det i Facebook-gruppen, der tilhører ”Danmarks Tifohold”.
Gruppen består af frivillige, der i koordinering med DBU står for udsmykning og andre stemningselementer ved herrelandsholdets kampe.
Opfordringen er allerede delt næsten 400 gange, og i kommentarfeltet lyder der rosende toner om initiativet.
Valget af netop det 10. minut til hyldesten skyldes, at Christian Eriksen spiller i nummer 10 for landsholdet.
Der bliver opfordret til, at ikke kun folk i Parken, men også tilskuere ved storskærmsarrangementer deltager i klapsalven.
Da der tirsdag var pressemøde i landsholdslejren, blev landstræner Kasper Hjulmand fortalt om den planlagte hyldest, som han i første omgang kaldte fantastisk.
»Det viser, at fodbold virkelig er det største sociale fænomen i verden. Det er det, der kan forene flest mennesker i verden. Det viser fodboldens sande ansigt,« lød det fra træneren, som dog også blev spurgt, om en stor klappeseance midt i kampen kunne ende med at distrahere danskerne på banen og igen få dem til at tænke på lørdagens hændelser:
»Jeg ved det ikke. Der er ingen tvivl om, at der kommer til at være noget, der skal håndteres. Men jeg tror godt, at man kan forberede sig på det, der kommer til at ske efter 10 minutter, eller hvad der ellers rammer en i løbet af kampen. Det vigtigste er, at vi bruger det positivt. Vi skal bruge det til at give alt, hvad vi har, så vi kan spille en rigtig stærk fodboldkamp sammen. Vi skal bruge de følelser og alt det, vi bliver ramt af, til noget godt og til at skabe noget kampiver. Det tror jeg godt, at vi kan.«
Hjulmand fortalte også, at man netop på grund af det mentale aspekt er ved at undersøge, om landsholdet kan få lov til at træne i Parken eller besøge stedet, inden det går løs torsdag.
Ud over planlagte klapsalver er det også væltet ind med anden form for støtte til Christian Eriksen siden lørdag. Et eksempel finder man i fanzonen på Ofelia Plads i København, hvor en graffitivæg oprindeligt skulle rumme små maleriske fortællinger om slutrunden, men nu er endt som en væg til folks støttemeldinger.
»Søndag fik vi den idé, at væggen kunne bruges til ”almindelige” menneskers hilsener oven på det, der skete inde i Parken, og interessen har været så stor fra både danskere og udlændinge, der er strømmet forbi, at vi mandag måtte udvide den med yderligere 4 meter oven i de oprindelige 11 meter,« siger Ulrich Ammundsen, chef for værtbyen/fanzonen på Ofelia Plads, til DR.
Christian Eriksen kom mandag med en kort udtalelse til danske og internationale fans via DBU. Her takkede han netop for de hilsener, han allerede har fået.
»Hej alle. Stor tak for alle jeres søde og fantastiske hilsner og beskeder fra hele verden. Det betyder meget for mig og min familie. Jeg har det fint – efter omstændighederne. Jeg skal stadig gennemgå nogle undersøgelser på hospitalet, men jeg har det okay. Nu vil jeg heppe på drengene på Danmarks landshold i de kommende kampe. Spil for hele Danmark,« skriver Eriksen.