Fortsæt til indhold
Indland

Efter Eriksens hjertestop: Det vælter ind med donationer til Hjerteforeningen

På mindre end et døgn har en spontan, privat indsamling sikret over 100.000 kr. til Hjerteforeningen.

»Det er helt vildt,« siger Mikael Olai Milhøj i telefonen.

»Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at indsamlingen ville nå så højt op.«

Lørdag aften var han på stadion, da Christian Eriksen kollapsede med hjertestop i Parken. Hvad der skulle have været en rød-hvid fodboldfest endte som en forfærdelig oplevelse, og dagen efter sad chokket stadig i kroppen på ham.

Han følte, at han burde gøre et eller andet. Og så opstod ideen til at oprette en online-indsamling til Hjerteforeningen, fortæller han.

Siden er det gået stærkt. På mindre end et døgn er der blevet doneret mere end 100.000 kr. til foreningens arbejde.

Helt præcis 114.090 kr. i skrivende stud.

»Jeg havde en målsætning om 5.000 kr., så man må sige, at det er gået over al forventning. Det er bare eksploderet,« siger Mikael Olai Milhøj.

Til daglig er han chefanalytiker i Danske Bank, men lørdag aften i Parken var han bare roligan som så mange andre. Han understreger, at han har oprettet indsamlingen som privatperson, og at han bestemt ikke ønsker at være selviscenesættende.

De mange positive tilbagemeldinger og personlige historier fra folk, der har mistet nære pårørende til hjertestop, har dog gjort indtryk på ham. Det har ligefrem været en terapeutisk oplevelse, fortæller han.

»Det er en rar følelse, at man kan gøre et eller andet og hjælpe en god sag.«

Hos Hjerteforeningen er adm. direktør Anne Kaltoft glad for bidraget.

»En privat organisation som vores lever af de bidrag, som måtte komme via private donationer. Vi er ikke på finansloven, og vi modtager ingen offentlige tilskud, så ethvert bidrag er velkomment,« fortæller hun.

Hjerteforeningen, der arbejder for at forebygge og behandle hjertesygdom, blandt andet via forskning og ved at uddanne danskerne i livreddende førstehjælp, har ifølge Anne Kaltoft en årlig omsætning på 180 mio. kr. Ca 40-45 mio. kr. kommer fra midler, som folk har testamenteret til Hjerteforeningen.

Massevis af nye hjerteløbere

Efter Eriksens kollaps er det også strømmet ind med tilmeldinger til TrygFondens korps af Hjerteløbere, som er frivillige, der bliver alarmeret og kan løbe til undsætning, hvis de befinder sig i nærheden af en person med hjertestop. Nogle gange kan hjerteløberne nå hurtigere frem end det professionelle redningsmandskab.

Denne weekend er der kommet 702 nye tilmeldinger – og de 641 af dem kom efter EM-kampen lørdag aften. Til sammenligning var der 90 nye hjerteløbere totalt set weekenden forinden.

»Jeg er meget sikker på, at det kan kobles direkte til den episode, der fandt sted i Parken,« siger projektchef Grethe Thomas, TrygFonden, til Ritzau.