United-skuffelse fuldender rivalers perfekte weekend
Manchester United kom bagud efter mindre end to minutter mod West Bromwich og måtte nøjes med 1-1.
Manchester City stormer mod det engelske mesterskab i en Premier League, hvor rivalerne kikser på stribe.
Søndag var det Manchester Uniteds tur til at dumme sig, da holdet på udebane måtte nøjes med 1-1 mod West Bromwich fra den tunge ende af tabellen.
Dermed har City syv points forspring og har samtidig spillet en kamp mindre end lokalrivalen, som har grund til at ærgre sig over søndagens pointtab.
Det blev grundlagt af en elendig start, hvor Ole Gunnar Solskjærs mænd kom bagud allerede i kampens andet minut.
Centerforwarden Mbaye Diagne kanøflede Victor Lindelöf i feltet og pandede en perfekt centring fra Conor Gallagher i nettet.
Bundholdet udnyttede den tidlige føring til at stille sig tilbage og trække tempoet ud af kampen.
Gæsterne havde stort set bolden konstant, men manglede fantasi til at åbne den betondefensiv, som West Bromwich-manager Sam Allardyce havde strikket sammen.
Trods en eklatant mangel på åbne målchancer lykkedes det dog United at få udlignet inden halvtid.
Luke Shaw blev sendt af sted på venstre flanke, og på hans indlæg flugtede Bruno Fernandes bolden ind bag Sam Johnstone i hjemmeholdets mål.
Manchester United har adskillige gange i denne sæson vendt et truende nederlag til tre point, og fra anden halvlegs start lignede det da også en ny sejr fra baghjul.
Bolden dansede flere gange på West Bromwich' målstreg, men hjemmeholdets spillere forsvarede sig med alle kropsdele.
Og da det for alvor kneb midt i anden halvleg, kom dommer Craig Pawson til hjælp. Pawson dømte straffespark til United efter en forseelse mod Harry Maguire, men ombestemte sig efter at have genset situationen på video.
Manchester United-dominansen blev mere og mere udtalt, men det åbnede for kontrastød til West Bromwich.
På netop et hurtigt modangreb kunne Diagne være blevet den store helt, men han kiksede i fri position på David De Gea i United-målet.
Dermed måtte begge hold nøjes med det ene point, som ikke batter det store hverken i toppen eller bunden.
West Bromwich er trods søndagens bedrift stadig næstsidst og har hele 12 point op til redning.