Barcelona-træner kalder PSG-snak om Messi respektløs
PSG bruger ufine kneb i kampen om at sikre Lionel Messi, mener Barcelona-træner Ronald Koeman.
Spillet om Lionel Messis fremtid er i fuld gang.
Argentineren står uden kontrakt efter den igangværende sæson og er dermed fri til at forhandle med interesserede klubber.
Men når Paris Saint-Germain åbent lufter sin interesse for den mangeårige Barcelona-stjerne, er det et ufint trick.
I hvert fald hvis man spørger Barcelona-træner Ronald Koeman.
- Jeg synes, at det er mangel på respekt, at så mange personer fra PSG taler om Messi, mens han stadig er Barcelona-spiller, siger Koeman ifølge Reuters efter onsdagens Copa del Rey-sejr på 5-3 over Granada.
Parisernes sportsdirektør, brasilianeren Leonardo Araújo, sagde i januar til France Football, at ”store spillere som Messi altid vil være på PSG’s liste”.
For nylig udtrykte PSG-profilen Angel di Maria desuden håb om at få tilslutning af Messi til sommer, og også den tidligere Barcelona-spiller Neymar har sagt, at han gerne vil spille sammen med den 33-årige offensivspiller igen.
- De forsøger at påvirke spillet om ham, siger Koeman.
Messi har tilbragt hele sin karriere i Barcelona. Efter den forgangne sæson meddelte han offentligt, at han ville forlade klubben, men klubben modsatte sig argentinerens ønske, selv om Messi mente, at han havde ret til at smutte kvit og frit.
Det hele endte med, at Messi mod sin vilje valgte at blive en sæson yderligere, men han kritiserede offentligt ledelsen i den catalanske fodboldklub.
16. februar venter det første af to brag i Champions Leagues ottendedelsfinale mellem Barcelona og PSG i Spanien. Returopgøret spilles 10. marts i Frankrigs hovedstad.
/ritzau/