Fortsæt til indhold
Fodbold

Aston Villa har hentet endnu en dansker til toppost

FC Københavns tidligere tekniske direktør Frederik Leth bliver Head of Football Research i Aston Villa.

/ritzau/

Premier League-klubben Aston Villa har endnu ingen danske spillere i truppen, men i klubbens sportslige ledelse er der efterhånden et pænt dansk islæt.

Sidste sommer stoppede Johan Lange som teknisk direktør i FC København for at tiltræde jobbet som sportsdirektør hos klubben fra Birmingham. Nu har han hentet sin egen afløser i FCK til England.

27-årige Frederik Leth oplyser på LinkedIn, at han er tiltrådt som Head of Football Research i Aston Villa.

Leth overtog som blot 26-årig posten som teknisk direktør i FCK, da Johan Lange drog til Aston Villa i sommer, men allerede i slutningen af november opsagde han sin stilling.

- Da vores nye struktur med en sportsdirektør og en cheftræner kom på plads, med de forandringer det også giver i andre roller, kunne Frederik ikke se sig selv i dette, og det har vi stor respekt for, sagde FCK’s midlertidige sportslige leder William Kvist ved den lejlighed.

Inden forfremmelsen til teknisk direktør i FCK var han Head of Scouting and Analytics i klubben.

Nu drager han til England, hvor han igen skal arbejde sammen med Johan Lange.

Peter ”PC” Christiansen overtager til april jobbet som sportsdirektør i FCK efter en årrække som sportschef i AGF.

Det blev meddelt 27. november, og to dage senere meddelte FCK, at Frederik Leth havde opsagt jobbet som teknisk direktør.