Storsejr sikrede Brøndby førstepladsen
Brøndby IF snuppede førstepladsen i Superligaen, da Lyngby Boldklub fik ørerne i maskinen på Brøndby Stadion.
Det var top mod bund. Og der var i sidste ende aldrig tvivl om udfaldet, da Brøndby IF med en mindre nedsabling besejrede Lyngby Boldklub med 4-1.
Hjemmeholdet indtog før mandagens opgør Superligaens tredjeplads, men kunne med en sejr over Lyngby fravriste førstepladsen fra FC Midtjylland, der i løbet af weekenden smed point mod AaB i en uinspireret nulløsning. De kongeblå gæster var derimod inden tiende spillerundes sidste duel atter distanceret som den bitre agterlanterne i tabellen og stadig på en mere og mere desperat jagt efter sæsonens første sejr.
Med bravur åbnede hjemmeholdets i øjeblikket farligste mand Jesper Lindstrøm det livlige opgør.
Den 20-årige Brøndby-profil huggede i ren signaturstil til kuglen fra kanten af feltet efter et nærmest utilgiveligt koks i Lyngby-opspillet fra Victor Torp. Og efter mindre end to minutter var det kongeblå mandskab dermed allerede bagud.
Lyngby-spillerne kom sig dog hurtigt over chokket og fik hastigt knoklet sig tilbage i opgøret med et par gevaldige chancer i den modsatte ende. Men trods en uopmærksom Brøndby-defensiv diskede topholdets tyske keeper Marvin Schwäbe upåvirket op med to glimrende redninger.
Stik imod forventning var det endda bundproppen, der mere eller mindre egenhændigt dikterede slagets gang på grønsværen i første halvleg.
Men som en spand koldt vand i hovedet på gæsterne bragte den snarrådige angriber Mikael Uhre på kanten af offside hjemmeholdet på 2-0 bare ét minut inde i anden halvleg.
En scoring, der ved første øjekast så en anelse kriminel ud på tv-gengivelserne, men som alligevel blev godkendt i VAR-vognen.
Et par minutter senere var midtstopper Sigurd Rosted på pletten, da han pandede bolden i mål til 3-0. Men det var unge Lindstrøm, der med et fremragende drøn fra en spids vinkel fik lov til at lukke og slukke opgøret med sin scoring til 4-0 – og at Lyngbys Magnus Warming siden pyntede på resultatet med sin 4-1-reducering vil kun stå tilbage som en fodnote.