Fortsæt til indhold
Fodbold

Jess Thorup er landet i København efter brat afslutning i Belgien: » Jeg er ikke løbet væk med halen mellem benene«

Jess Thorup havde første arbejdsdag for FC København mandag, inden han skal stå over for sin tidligere arbejdsgiver FC Midtjylland søndag aften.

Mandag eftermiddag trådte Jess Thorup for første gang ind på sin nye hjemmebane, Telia Parken, hvor han fremover skal være træner for FC København.

»Jeg har stor respekt for historikken omkring FC København og det, Ståle (Solbakken, tidligere FCK-manager, red.) har bygget op. Det bliver ikke nemme at sko at skulle udfylde. Jeg har brug for at kigge lidt på materialet og på truppen for at se, hvad vi gerne vil. Jeg er en træner med et offensivt mindset, der vil skabe et offensivt udtryk på banen,« sagde han.

Jess Thorups kontrakt med FC København løber i første omgang frem til sommeren 2024, og han tiltræder som cheftræner med det samme. Den 50-årige tidligere FCM- og U21-landstræner er ankommet fra KRC Genk, som han skrev kontrakt med for seks uger siden.

»Jeg havde en rigtig god tid i Belgien, og jeg var tiltrådt i en klub, hvor jeg var meget begejstret over at være. Da interessen kom fra FC København, gav det mig et sug i maven, og jeg tænkte, at det var noget, jeg var nødt til at forfølge,« sagde Jess Thorup.

I KRC Genk har man slået fast, at man er »overrasket og skuffet« over, at Jess Thorup forlod klubben så kort tid efter sin ankomst.

»Det var en svær dag i går (søndag, red.), for jeg valgte at tage tilbage til Belgien for at stå ansigt til ansigt med klubbens ledelse. Jeg er ikke løbet væk med halen mellem benene,« sagde Jess Thorup og uddybede senere:

»Det var ikke den situation, jeg ønskede i forhold til at overdrage tingene. Nogle gange er man nødt til at afsøge de chancer, der opstår, og det her var en kæmpe mulighed for mig«.

FC København ønsker ikke at kommentere, hvornår klubben er klar med en ny sportsdirektør efter at have udpeget William Kvist som midlertidig sportslig leder.

Klubben vil heller ikke kommentere, hvornår klubben kan præsentere Jess Thorups assistenttræner.

Artiklens emner
FCK