Hobro-formand inden skæbnekamp: Vi står på sikker grund
Der er ingen risiko for, at Hobro ikke overlever en eventuel nedrykning, understreger bestyrelsesformand.
Superligaklubberne Lyngby og Hobro mødes mandag aften i en direkte duel om at undgå nedrykning til landets næstbedste række.
Hobro har ryggen mod muren, efter at det i det første af to opgør blev til et 1-2-nederlag på hjemmebanen i Nordjylland.
Men selv hvis det skulle blive til en nedrykning, så er der ikke grund til panik hos Hobro. Også selv om det vil kræve nogle justeringer i budgettet. Det siger bestyrelsesformand Lars Kühnel til Nordjyske.
- Vi står på sikker grund, for der er ikke nogen risiko for, at vi ikke overlever en nedrykning, siger han til avisen.
- Men vi kommer selvfølgelig til at skulle indrette os efter en ny virkelighed. Der skal skæres ind til benet forskellige steder, lyder det.
Der skal i denne sæson findes hele tre nedrykkere fra den bedste danske fodboldrække. Årsagen er, at Superligaen fra næste sæson skal skæres ned fra de nuværende 14 hold til 12 hold.
Det står allerede klart, at Silkeborg og Esbjerg rykker ned, mens den sidste nedrykker altså bliver enten Hobro eller Lyngby.
- Der er selvfølgelig nerver på, for det ville være træls at rykke ned, når vi nu hele sæsonen igennem har kæmpet for, at det ikke skal ske.
- Det vil gøre ondt, men det er jo ikke et spørgsmål om liv eller død. Det er sundt at huske på, siger Lars Kühnel til Nordjyske.
Formanden understreger, at han fortsat tror, at Hobro kan vende det svære udgangspunkt til samlet sejr i kampen om overlevelse.
Opgøret sættes i gang klokken 19 mandag aften i Lyngby.