Okore lettet efter lukket matchfixing-sag: Nu handler det om fodbold
Jores Okore kan igen rette al fokus mod fodbold efter lukket matchfixingsag, siger han til Nordjyske.
AaB-stopperen Jores Okore er glad for, at han ikke længere skal forholde sig til spørgsmål om matchfixing, efter at Nordjyllands Politi fredag droppede efterforskningen i en sag med Okore som mistænkt.
Det siger forsvarsspilleren til Nordjyske.
- Det er dejligt. Nu kan jeg bare fokusere på at spille fodbold, og jeg kan gå ud og gøre det, som jeg er bedst til. Det er bare at give den gas. Jeg har altid troet på, at det ville løse sig, og det gjorde det så, siger Okore til avisen.
Det var opsigtsvækkende spilmønstre på et gult kort til Jores Okore i en kamp mod OB i oktober, der bragte AaB-spilleren i politiets søgelys. Til sidst i kampen fik Okore det gule kort for et hårdt frispark.
Efterforskningen blev indstillet, da anklagemyndigheden hos Nordjyllands Politi ikke kunne finde beviser for, at Okore skulle have fået det gule kort bevidst og medvirket til matchfixing.
- Og vi skal for at kunne opnå dom i en straffesag uden for enhver rimelig tvivl føre bevis for tiltalens rigtighed.
- Det er min opfattelse, at en fortsættelse af efterforskningen ikke vil kunne føre til, at vi kan sigte og tiltale nogen. Yderligere efterforskning vil med andre ord ikke kunne tilvejebringe et afgørende bevis i sagen. Derfor standser vi nu efterforskningen, sagde specialanklager ved Nordjyllands Politi David Schmidt Hvelplund fredag.
Jores Okores kontrakt med AaB udløber ved udgangen af juli. AaB og Okore mangler at spille seks kampe i sæsonen begyndende med opgøret mod Brøndby søndag aften.
/ritzau/