Lyngby og OB kommer forstærket til vitalt opgør
Lyngby har Rezan Corlu tilbage, mens OB's førstemålmand, Oliver Christensen, er udtaget efter en skade.
Såvel Lyngby som OB er forstærket i forhold til den seneste runde, når de mandag aften tørner sammen i et vitalt opgør i Superligaens nedrykningspulje 1.
Således har Lyngby sin offensivprofil Rezan Corlu tilbage efter karantæne, og også André Riel er tilbage i truppen.
OB har sin førstemålmand, Oliver Christensen, klar, efter at keeperen i de seneste kampe har siddet ude med en skade, og også Jacob Barrett Laursen er med i truppen igen.
Den fynske klubs skadesliste er dog stadig lang. Lazarettet tæller Oliver Lund, Alexander Juel, Kasper Larsen, Issam Jebali, Janus Drachmann, Mart Lieder og Tarik Ibrahimagic, oplyser OB på sin hjemmeside.
Lyngby må undvære topscorer Frederik Gytkjær og Lasse Nielsen.
Det står allerede klart, at Silkeborg slutter sidst i puljen og derfor rykker ned i 1. division, og nu slås OB, Sønderjyske og Lyngby så om at undgå tredjepladsen, der udløser playoffkampe mod nummer tre fra den anden pulje, hvor taberen rykker ned.
OB er i den mest fordelagtige position med 36 point for 28 kampe, mens Lyngby for samme antal kampe har 33 point. Sønderjyske har også 33 point, men for en kamp mere.
Med andre ord kan OB slå et hul på seks point til begge hold med en sejr, og så vil overlevelsen være stort set sikret med tre runder tilbage, og den unge angriber Max Fenger tror på en ny sejr, efter at Sønderjyske blev slået 2-0 i torsdags.
- Det bliver en tæt kamp med meget tempo på, men viser vi samme udtryk fra start, som vi gjorde mod Sønderjyske, tror jeg også, at vi får tre point med hjem, siger Max Fenger til OB's hjemmeside.
Der er kickoff klokken 19 i Lyngby, hvor de to klubber tidligere på sæsonen i november leverede en underholdende kamp. Lyngby førte 3-1, inden OB kom på 3-3, men i tillægstiden sørgede Patrick da Silva for Lyngbys 4-3-mål.